Holly-Jane Rahlens: Muren er faldet. Og jeg sidder fast
Emner: Berlinmuren, fra 12 år, kærlighed, sorg • Se alle anmeldelser af: Holly-Jane Rahlens • • 21. november, 2010Berlinmuren er faldet, og Molly går i seng. Dette er Mollys liv i en nøddeskal. Verden om hende forandrer sig, men Molly bevæger sig ikke ud af stedet.
Med humor og bidende sarkasme beretter 16-årige amerikanske Molly om sit liv som passager til livet. Da Molly fyldte 11 år, døde hendes sprudlende mor af en hurtigspredende kræft. Frygten for at mærke sorgen over moderen holder et fast jerngreb i alle Mollys følelser. Og når hun ser på sig selv, ved hun godt, at dette ikke er livet, og hun må videre, men hvordan?
Mollys indadvendte forsker-far ser også bekymret til og tager en rask beslutning om at omplante sin datter for en stund i Berlin sammen med ham, med håbet om, at Berlin kan blive en ny begyndelse. Men Mollys far har mere forstand på kemisk teori end på sin teenagedatters behov og følelser. Og Molly formår ikke selv at trænge ud af sit eget fængsel.
Kort tid efter sin ankomst er Molly på vej tilbage til USA. To uger efter murens fald har hun bare lige en sidste opgave, inden hun med rette kan forlade Berlin. Moderen er delvist opvokset i det tidligere Østberlin. Men måtte som jøde lide den tort at være nødt til at flygte over hals og hoved sammen med sin familie under 2. verdenskrig.
Det er Mollys mission at opsøge moderens fødehjem i Prenzlauer Berg. Et besøg, hun har udskudt for at undgå at skulle forholde sig til savnet. Men rejsen viser sig at blive det skub, Molly har brug for. For følelserne begynder at pible frem, og det giver plads til nyt og ikke mindst til den fantastiske Mick, som dukker op lige, da hun har brug for ham.
Mick er ung østtysker med mod på livet, selvsikker og fascineret af vesten – og Molly. Set med andres øjne kan Molly virke som en pige, der er svær at holde af, når hun med sin mistro skræmmer de fleste jævnaldrende klassekammerater væk. Men den ligefremme og blide Mick får åbnet op for Mollys hjerte. Og da vi tager afsked, er Molly kommet med ind i kampen og tilbage til livet.
Bogen beskriver et møde mellem vest og øst gennem en ung kvindes forløsende rejse på en måde, så det er svært undgå at blive varm om hjertet.
Holly-Jane Rahlens, Muren er faldet. Og jeg sidder fast, Høst og søn, 2010.- 138 s.
det er den dårligst bog jeg har læst i hele mit LIV fuck hvor er den dårlig
Jeg synes det var en god bog, og man kan hurtigt skrive over 1000 ord som en efterfølgelse af bogen <3