Holly Black & Tony Diterlizzi: Lucindas hemmelighed
Emner: del af serie, fantasy, fra 9 år, god til højtlæsning • Se alle anmeldelser af: Holly Black, Tony Diterlizzi • • 16. juli, 2005Grace-børnene bliver advaret fra mange kanter om at Felthåndbogen indeholder farlig viden. Men de lytter ikke…
Det lykkedes på dramatisk vis Mallory og Jared at redde deres bror Simon i andet bind i Spiderwick-fortællingerne. Alle tre børn har nu haft fornøjelsen af at få gnomspyt i øjnene hvilket giver dem ”synet” således at den hemmelig verden omkring dem er synliggjort.
Endnu engang lykkedes det Jared at gøre husnissen Thimbletack mopset i den grad at han igen udvikler sig i nederdrægtig retning og mobber nu konstant Jared. Her er tale om grov mobning: f.eks. tisser han i Jareds seng og klipper øjenvipperne af ham. Selvom man måske kan syntes at Thimbletack overreagerer lidt har han vist en pointe i når han siger at børnene bør skille sig af med Felthåndbogen. Viden er magt og det er farligt at kende til eksistensen af alskens troldtøj som ønsker at være en velbevaret hemmelighed. Børnene beslutter sig for at opsøge deres gamle tante Lucinda som er indlagt på et sygehus for psykiatriske patienter. Både læseren og Gracebørnene troede at Lucinda var rigtig tosset men nu viser det sig at hun helt uretfærdigt i sin tid blev tvangsindlagt. Tante Lucinda, som i øvrigt er datter af Arthur Spiderwick, advarer børnene imod huset og mod Felthåndbogen som hun troede forsvandt sammen med sin far for mange år siden.
Sporudlægningen er kraftigere i dette bind og det klæder handlingen og bringer de dybder frem som jeg tidligere har eftersøgt. Jared er bøgernes egentlige hovedperson og er således den man kommer mest ind under huden på. Hans søskende er lidt flade og jeg oplever egentlig Jareds manglende selvtillid og modløshed lidt fortærsket og søgt. Fordi selvfølgelig viser han sig at være både modig og handlekraftigt. Hvorfor sker der aldrig magiske ting for harmoniske børn? – undrer jeg mig over, men fred være med det. Jeg kaster mig over fjerde bind i serien og forventer svar på hvad der blev af Arthur Spiderwick.
Holly Black & Tony Diterlizzi: Lucindas hemmelighed (Spiderwick; 3) Oversat af Erik Egholm. Gyldendal, 2004
Forside: Tony Diterlizzi