Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Henrik Einspor: Max Skræk – mere levende end død

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Henrik EinsporUdskriv anmeldelsen • 26. december, 2010

Skræk, rædsel og svære spørgsmål.

Effektiv – det var nok det første ord, der ramte min hjerne, da jeg så forsiden til denne første bog om Max Skræk. Det er Rasmus Jensen, der har begået illustrationen af den drabeligt opstigende dødning, og det er han sluppet godt afsted med, for den både lokker og holder stemningen i bogen. For Henrik Einspor er gammel i gårde, og han er effektiv, når det kommer til at blande horror og spænding med et krydderi af humor.

Det er Max Skræk, der pryder forside og titel, men det er faktisk ikke ham, der er hovedpersonen – det er derimod Isabel.

Hun er lige flyttet til landsbyen og er ny i skolen, og den slags giver selvfølgelig problemer. Da vi møder hende, prøver hun kræfter med optagelsesprøven til den lille klub, der går under navnet Natluskerne: ved midnat skal hun gå ind i den gamle mølle og tre gange påkalde det væsen, som angiveligt hjemsøger den.

Det er den slags, der bare ende galt.

Snart er Isabel ikke bare målet for klassens stærkeste piges vrede, hun hænger også på det omvandrende lig Max Skræk, som bare vil have lov til at slå en eller anden ihjel, før han vender tilbage til graven. Det udstikker en klar linie for historien, skulle man tro, men Einspor vælger et andet spor, og det gør det til en forfriskende lille bog. For tingene er ikke så enkle, som man først tror, og pludselig handler det ikke bare om skræk eller sjov, men også om skyld.

Mere levende end død er en letlæst omgang horror, men det lykkes Einspor at pakke en god historie med forviklinger og overraskende drejning ind i de enkle rammer. Effektivt håndteret hele vejen igennem – sammen med illustratoren lokker han uden problemer læseren hele vejen til sidste side. Stemningsfuldt, liftligt spændende og frydefuldt underholdende – eneste svage punkt er i mine øjne slutningen, der får lov at stå lidt uforløst hen, fordi der skal lægges op til en serie om Max Skræk. Jeg tror dog, at de fleste læsere vil se det som en anledning til at spørge: hvornår kommer næste bog?

Henrik Einspor: Max Skræk – Mere levende end død (Max Skræk ; 1). Illustreret af Rasmus Jensen. Løse ænder, 2010, 76 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (2 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)