Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Helle Ryding: Den sorte ravns forbandelse

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Helle RydingUdskriv anmeldelsen • 1. december, 2008

Spændende dansk fantasy om et mærkeligt barn, der uden at vide det er omringet af en masse sære væsener.

Elisa blev som spæd efterladt i en kurv foran herregården Svaneborg. Grev Ulrich tager straks det forældreløse barn til sig, som om hun var hans egen, så alt starter trygt og godt for Elisa. Og dog. Der er noget ved Elisa, som gør, at hun ikke er som andre børn. Hendes hår vokser f.eks. ualmindeligt hurtigt, og så er hun meget videbegærlig og lærenem ud over det sædvanlige. Da Elisa er 12 år dukker et mystisk brev op.
Brevet fortæller om en forbandelse, og samtidigt træder den ucharmerende og gustne mand Gorwe ind på scenen. Der er alarmerende mange ugler i mosen, og Elisas tilværelse er snart helt vendt på hovedet. Hendes fremtid ændrer sig efterhånden, som hun finder ud af, at alt ikke er, som hun troede, ligesom hendes fortid nu får en stor betydning for både hende og Svaneborg.

Den sorte ravns forbandelse er begyndelsen på trilogien Morganas kilder.
Historien om Elisa og hendes jagt på svaret om hendes fortid og fremtid er sat sammen på mageløs vis af stumper fra dansk overtro og eventyrgenren, hvilket tilsammen giver en unik fortælling, der kan karakteriseres som nordisk fantasy. Det vrimler med ellefolk, elvere, alfer, nisser og talende katte, og kombineret med stærke personkarakteristikker giver det en farverig og meget spændende historie. Universet er troværdigt, ligesom personer og væsener fremstår levende for læseren. Det er ikke svært at regne ud, hvem der er skurke og helte, men selve handlingen er frisk og fuld af masser af nuancer og muligheder for masser af eventyr i de følgende to bind.

Forfatteren Helle Rydings Trilogi vil især interesserer læsere der også holder meget af solide danske fantasyforfattere som Karen Skovmand og Josefine Ottesen.

Helle Ryding har en hjemmeside, der blandt andet indeholder et godt forum hvor der er mulighed for at både tale med forfatteren selv og andre læsere

Helle Ryding: Den sorte ravns forbandelse (Morganas kilder ; 1). Omslag af Per Jørgensen. Borgen, 2005. 351 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (3 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.