Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Helena Östlund: Joy og ønskedåsen

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Helena ÖstlundUdskriv anmeldelsen • 22. juni, 2009

joyogonskedaasenMed en ønskedåse i hånden, kan du få alt det onde til at forsvinde for evigt!

7-årige Joy’s familie er ikke, som familier er flest. Far er adopteret fra Afrika og er stor, tyk og meget mørk i huden. Mor er lys, og hun arbejder som nøgenmodel for kunstmalere. Lilllesøster Alicia og lillebror Jean-Paul er begge mørke i huden, mens Joy har lys hud og lyst hår. Alt i alt en familie, som vækker opsigt både på grund af deres udseende og forældrenes afslappede forhold til normer og regler.

Vi følger Joy i hendes hverdag og de oplevelser, som præger hendes liv i denne periode. I bogens kapitler fortæller hun om skolestart, om at lære at cykle og om livet med sine venner og veninder. Joy’s bedste ven er naboen Otto, og hendes næstbedste ven er Evelina, som er klassens mobbeoffer. Joy oplever selv at blive mobbet for at være en hvid neger, men på trods heraf formår hun at hjælpe andre, som er udsat for mobning.

Joy har en helt særlig ting; hun har en ønskedåse, som er fundet på bunden af det lokale friluftsbad. Hver gang Joy ønsker, at noget ondt skal gå væk, siger hun det ned i dåsen og sætter låget på. Det plejer at virke. Dåsen går på omgang blandt hendes veninder, når de har brug for at låne den.

I 2007 vandt bogen den roman-konkurrence, som Astrid Lindgrens svenske forlag Rabén & Sjögren udskrev i forbindelse med Astrids Lindgrens 100 års jubilæum. Flere af Astrid Lindgrens børnebøger omtales kort i bogen. Det er Pippi, Brødrene Løvehjerte og Emil fra Lønneberg. En anden reference til den store forfatter er, at Joy’s store drøm at skrive bøger, og hun er allerede godt i gang med den første bog.

Forfatter Helena Axelsson Östlund har skrevet flere børnebøger, og bind 2 i serien om Joy er udkommet på svensk. De sort/hvide illustrationer er lavet af Matilda Salmén. Bogens forside giver et meget godt indblik i bogens indhold. I midten sidder Joy med sine store lyse krøller. Foran tumler hendes søskende rundt i leg, mens mor eller far er på vej ud af billedet.

En dejlig pigebog om de små og store problemer, som præger denne periode af livet. Bogen tager mange tematikker op til debat: hvide/farvede, tykke/tynde, rige/fattige osv. Den er derfor også velegnet til højtlæsning. Ideen med en ønskedåse kan måske inspirere læseren til selv at få anskaffet sig en sådan. Der er en fin humor i Joys syn på livet og på hendes egen familie. Jeg er meget begejstret for fortællingen om Joy og hendes familie og venner, og jeg glæder mig til at følge hende videre i næste kapitel af hendes liv.

Helena Östlund: Joy og ønskedåsen. Illustreret af Matilda Salmén. Oversat af Tina Schmidt. Gyldendal, 2008, 135 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)