Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Hayley Long: Lottie Biggs er ikke tosse

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Hayley LongUdskriv anmeldelsen • 2. juli, 2010

Life sucks og nogle gange kan man ikke andet end at lukke sig inde i sit klædeskab.

Ved første øjekast ligner Lottie Biggs er ikke tosset endnu en bog i den lange række af pigedagbøger; ubetydeligheder, fjollerier og forelskelse fortalt med ironi og humor. Men Lotties bog er mere end det.

Lottie er en ganske almindelig pige fra en lille søvnig by. Bogen er en skoleopgave, hvor Lottie skal fortælle om en betydningsfuld oplevelse fra sit liv. Hun skriver om stort og småt fra sit liv. Om familien, om sin afhængighed af hårfarve (hun skifter farve tit!), om bedsteveninden den småfilosofiske Goose, om forelskelsen i den lækre Neil Adams og om fritidsjobbet i en skobutik, hvor hun sælger grimme sko til gamle damer.

Men midt i hverdagens små bagateller knækker filmen. Goose bliver kæreste med Neil Adams og selvom Lottie forsøger at glæde sig på venindens vegne, sniger jalousien sig ind i kroppen. Det går ud over humøret og med et virker skolearbejde og pligter også uoverskueligt. Lottie kan ikke komme ovenpå og den mørke, triste fornemmelse i kroppen fylder mere og mere. Alt hober sig sammen og Lotties verden falder fra hinanden.

Skal sandheden frem, var jeg ikke så begejstret for romanen lige da jeg havde læst den. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor for handlingen er ok og temaet er interessant. Alligevel havde den ikke gjort et stort indtryk på mig. Men så gik der nogle dage og Lottie Biggs blev ved med at dukke op i mine tanker. Jeg gik og tænkte på, hvor let noget tilsvarende egentlig kunne være sket for mig. Det kunne også være dig eller den, der sidder ved siden af i klassen eller bussen. Alle har problemer og nogle gange bliver de så store, at de pludselig virker uoverskuelige. Så selvom jeg synes, at handlingen halter en lille smule, anbefaler jeg den gerne på grund af temaet og fordi den satte sig fast og skabte en masse tanker.

Det er forfatterens første bog på dansk. I England er der kommet endnu en bog om Lottie Biggs.

Hayley Long: Lottie Biggs er ikke tosset. Oversat af Erik Barfoed. Høst, 2010.- 232 sider
Omslag: Minna Flyvholm Tode. Originaltitel: Lottie Biggs is not mad

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.