Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Hans Frederik Follestad: De fire og ham der gør galt værre: Begyndelsen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Hans Frederik FollestadUdskriv anmeldelsen • 22. marts, 2007

Hans Frederik Follestad: BegyndelsenFire venner – og Jesper – må stå imod mørkets kræfter i dette første bind af en ny humoristisk fantasy-serie.

Bambo Fohrtwo, Hutte Meg Tu, Pepper Bihf, Salt Ehfan og Jesper Schtadig er fem mere eller mindre almindelige fyre. De ryger cigaretter, skændes, tager til stranden og snakker hovedsageligt om at score piger. Og alle undtagen én (ham selv) har de et noget anstrengt forhold til Jesper, der er arving til Turtle Wax-formuen og anser sig selv for en djævel på et lagen. Derudover bør måske nævnes den detalje, at de er en ilder, en pandabjørn, en vaskebjørn, en elg og en skildpadde.

Men der stopper den ikke. De er også de sagnomspundne ”De fire” – og en vis skildpadde skal meget snart vise sig at være ”Ham der gør galt værre”. De fem gutter får hverdagen til at gå i den lille by Pelsheim i Norge – men myten om ”De fire” finder sit udspring i Ankh Mapur i Nepal, og fra dette og mindre behagelige steder er en række repræsentanter for det gode og det onde på vej mod det skandinaviske land, hver med deres planer.

Det starter ellers roligt nok. Fyrene vil på stranden, men en lille fejltagelse her, en ødelagt have der, og pludselig står Pelsheim i flammer. En sindssyg lægefrue med en våben-fetichisme og flere repræsentanter for Pelsheims politistyrke er snart på vild jagt efter hovedpersonerne, i et konstant kapløb med psykodværge og stridshøns, som også stræber vore helte efter livet.

Der er kort sagt drøn på hele vejen igennem.

Humoristisk fantasy er ikke det, vi har set mest af på dansk. Mesteren inden for genren, Terry Pratchett, blev kun oversat med ganske få bøger, så Follested kan godt ses som lidt af en satsning. Umiddelbart er han ikke lige så god som Pratchett, men denne led meget i oversættelsen, og her flyder Follesteds prosa noget bedre i Kenneth Krabats oversættelse. Og med den åbenlyse iver, som der fortælles med, er det svært ikke at lade sig rive med.

Jeg må dog indrømme, at jeg er lidt i syv sind omkring ”Begyndelsen”, første bind i trilogien om ”De fire og ham der gør galt værre”. Der er ingen tvivl om, at den vil finde sine læsere og også fortjener det, for der er helt klart kultpotentiale til stede. Follestad sprudler, og replikkerne fyger. På den anden side kunne jeg godt have ønsket mig mere af selve historien – i stedet for at løbe videre med nogle af de groteske ideer forbliver den stort set en ganske gængs fantasy-fortælling, og den bliver simpelthen lidt for lang i det.

Den udvikler sig dog godt: fra en lidt febrilsk humoristisk begyndelse finder Follestad snart travet og holder det gennem resten af bogen. Serien om ”De fire og ham der gør galt værre” vil uden problemer finde sine læsere både blandt fantasy-læsere og dem, der bare vil underholdes. Og der er masser af potentiale for resten af serien.

Hans Frederik Follestad: De fire og ham der gør galt værre: Begyndelsen, 1. bind i serien. Oversat af Kenneth Krabat. Bazar, 2007. Forside: Mads Themberg Madsen 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (5 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. […] meget om vores. Umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke på Hans Frederik Follestads ”De 4”. Heldigvis er der tale om en helt anden type bog her – her er tale om tøjdyr, og de drager […]

  2. […] jeg ikke lade være med at tænke på Hans Frederik Follestads (efter min smag for fjollede) ”De 4”. Heldigvis er der tale om en helt anden type bog her – her er tale om tøjdyr, og de drager […]

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)