Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Hanne Brandt: Tyvens tøs

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Hanne BrandtUdskriv anmeldelsen • 22. december, 2009

tyvenstoesOm at overleve på en kirkegård.

Ida overlever en grum koleraepidemi men tvinges på børnehjem, da moren mister livet, og faren mister fatningen. Børnehjemmet er et forfærdeligt sted. Selvom hun slipper ud derfra, er livet med faren ustabilt og usikkert. Faren er blevet kriminel for at overleve, og en dag forsvinder han og efterlader Ida i et stort tomt gravsted på Assistens Kirkegården i København. Gravstedet, der er ejet af rige mennesker, bliver Idas hjem. Her kryber hun sammen og gemmer sig for dem, der vil sende hende tilbage på børnehjemmet, og kirkegårdens gravere. Mens hun tålmodigt venter på, at faren skal dukke op, finder hun en kattekilling og får en ven, drengen Laust, som også er alene i verden.
Sammen hutler de to børn sig igennem årstiderne. Idas far dukker stadig ikke op, men en dag møder Ida og Laust et spøgelse på kirkegården. Et spøgelse, der har brug for hjælp.

Tyvens tøs er en enkel og underholdende historisk roman fra 1800-tallets København. Sproget er letlæst, og handlingen er fantasifuld og vil indfange især piger fra 10 år.
Historien er strengt taget dramatisk, men fremstår alligevel hyggelig. Den lille Ida skal grueligt meget igennem, men er aldrig helt alene. Helt uden voksne menneskers hjælp lykkes det hende at overleve, og alt ender lykkeligt ligesom i et rigtigt eventyr. Den gamle mester selv, H. C. Andersen, kigger endda forbi og hilser på.
Som historisk roman betragtet mangler sprog og fortælling noget sanselighed, der gør, at man kan fornemme de historiske præmisser. Jeg tænker f.eks. også, at der må være pænt køligt i en mørk stengrav en vinternat, men jeg frøs aldrig sammen med Ida. Til gengæld fandt jeg spøgelset troværdigt, selvom jeg ved, at det ikke findes.

Mads Themberg har illustreret romanen med tegninger, der er lidt mere polerede end hans vanlige stil.

Hanne Brandt: Tyvens tøs. Forside: Mads Themberg. Høst og Søn, 152 sider, 2009.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (11 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.