Fortællingen.dk

Vellykket dansk ungdoms science fiction

”Sano – bjergene i Nord” er fortsættelsen til ”Sano – under tvemånen” og foregår i næsten direkte forlængelse heraf. I første bind blev vi introduceret for Sano og broderen Taith, der opdagede vejen til en anden dimension og samfundet Sasaya. Deres forældre nåede at krydse permanent over, men de to drenge er begge strandet i det dystopiske Jonien, velvidende at den eneste vej til Sasaya og lykken går via det kemiske stof Pajotin, som kun magthaverne er i besiddelse af.

Riget er skueplads for en stadig voksende borgerkrig – oprørerne i nord er begyndt at samle sig, og kampene bliver intensiveret. Brødrene befinder sig i en mindre oprørslejr, da en dag en af militærets helikoptere styrter ned. En ung mand overlever og viser sig at kunne være enten deres undergang eller redning.

”Sano – bjergene i Nord” er mere science fiction-orienteret end forløberen, der iblandede fantasy-elementer. Her foregår hele historien i fremtidssamfundet Jonien (i parentes bemærket er Vinzent ganske god til at indflette tråde til samtiden – ikke didaktiske, men ganske enkelt understregende, at det er vor egen verden, der er tale om). Derudover er den også betydeligt mere dyster: Sano er blevet ældre og mærket af tiden og sine oplevelser – der er stadig en romantisk tråd i historien, men hans udkårne er afskåret fra ham i Sasaya, så der er mere frustration end kys og kram. Det klæder i det hele taget historien, for det giver den noget mere kant.

Bogen er struktureret på samme måde som etteren – handlingen skifter Sano og Mark, den overlevende fra helikopterstyrtet. Det er ikke altid vellykket, men giver i det stor hele et godt spændingsmoment, især fordi Mark længe selv svæver i uvished om den rolle, han vil spille i begivenhederne. Samtidig rykker hærens eftersøgningspatruljer nærmere, og ikke alle i oprørernes rækker er enige om de midler, der skal tages i brug.

”Sano – bjergene i Nord” er ganske vellykket ungdoms-sf – den er spændende med en god blanding af elementer, som nok skal tiltale e tiltænkte læsere, uden at forfalde til prædiken, hvilket netop den type sf ellers ofte kan være forfalden til. Jeg synes stadig, at Vinzent trænger til at arbejde lidt med handlingen (den har det med at virke lidt for konstrueret), men på andre områder er der helt klart sket udvikling, og hun har stadig en god, systematisk tilgang til stoffet, ligefrem en behagelig måde at skrive på. Det er en positiv overraskelse.

”Sano – under tvemånen” virkede, som om den blev hurtigt glemt, hvilket var en skam. Forhåbentlig bliver ”Bjergene i Nord” en større succes – men det kræver dog, at man læser første bind i serien, idet man ellers vil forvirres over store dele af historien.

 Hanna Vinzent: Sano – bjergene i nord, 2. bog i serien. Facet, 2006. Forside: Louis S.S. Sterll