Garth Nix: Fyrst Søndag

Emner: del af serie, fantasy, fra 12 år • Se alle anmeldelser af: Garth Nix •

• 6. juni, 2010

Syvende og sidste bind i en mildest talt eksplosiv serie

Rigets nøgler er ikke en serie, hvor man bare kan springe ind i handlingen, og slet ikke her i sidste bind. Man ville sandsynligvis blive smidt forvirret af igen indenfor ganske få sider, uvis på, om der var tale om en historie eller et meget voldsomt syretrip på skrift. Men for dem, som kender serien, er det lige præcis det, der gør den værd at læse: den er et væld af ideer og påfund, der bliver smidt efter læseren i rasende fart.

Da vi møder Arthur, falder han. Både rent fysisk mod en grusom død langt nede, men også i overført forstand væk fra sin egen menneskelighed. I et forsøg på endelig at overtage magten over Huset har han brugt så meget magi, at han nu endegyldigt er en Beboer og ikke længere kan vende tilbage til sin egen verden. Den verden, hvor han midlertidigt har stoppet tiden, så atombomberne ikke skal falde over det sygehus, hvor hans veninde Blad befinder sig. Det ser med andre ord ikke så godt ud for Arthur, og det skal blive langt værre, førend man kan håbe på, at det vil blive bedre.

Der er krig i himlen, og alting (bogstaveligt talt alting) trues af undergang. Arthur er omringet af fjender – også nogle, han ikke havde forventet. Og vi bliver kastet lige ud i det, og så giver Garth Nix ellers ikke slip, førend slutningen er nået næsten 300 sider senere. Det er lykkedes ham at skrue lidt op for hver eneste bog, og selv her i bind nummer syv får den en ekstra tand, så finalen er eksplosiv. Her er ikke tale om gammeldags, langsom fantasy, men om en historie med 120 kilometer i timen og fyrværkeri ud af ørerne. Det er muligvis svært at forestille sig, men det er grumt underholdende at overvære.

Har man læst serien, er der ikke tvivl om, at man skal have afslutningen med. Kender man den ikke, er det nu, man skal gå i gang – den danske udgave er afsluttet, og det er i høj grad en serie, der lægger op til, at man læser den fra ende til anden i ét hug. Selv var jeg ikke helt fanget af første bind, men måtte snart give op overfor Nix’ umådelig mængde af energi. Og dertil en god portion charme, opfindsomhed og glimt i øjet.