Fortællingen.dk

Endelig får danske læsere tredje og sidste bind i Abhorsen-trilogien – men det betyder ikke, at underholdningen stopper der.

Det må være svært at udgive gode sf- og fantasy-serier på dansk – hvis man rammer rigtigt og oversætter et hit, er der risikoen for, at læseren selv fortsætter serien på originalsproget i stedet for at vente på de følgende bind på dansk. Og det har da også personligt været svært at lade være med Abhorsen-trilogien, hvor første bind, “Sabriel”, kom på dansk for to år siden. Men nu er sidste bind i serien her, og det har helt klart været ventetiden værd. Oversættelsen er god, men historien er endnu bedre.

Bogen starter i direkte forlængelse af sidste bind, “Lirael”, og eftersom alle personer er godt på plads, kan vi gå direkte til handlingen (Nix er dog flink og lægger nogle blide henvisninger til tidligere hændelser ind til læseren). Åndemaneren Hæk har fuldkommen kontrol over prins Sameths gamle ven Nicholas Sayre, og de to er ved at udgrave en ældgammel ondskab i det Gamle Rige, kulminationen på en plan, der har rødder meget langt tilbage i tiden, og som ubesværet krydser de grænser, som adskiller det magiske rige og den almindelige verden. I det Gamle Rige betyder det, at de døde vandrer igen, og at de få, som har mulighed for at gribe ind, er på hovedkulds flugt, gang på gang hårsbredder fra døden – mens der i Ancelstierre udkæmpes et lige så dødbringende, politisk spil, som bringer horder af flygtninge mod Muren, det magiske og konstant bevogtede værn mellem de to lande.

“Abhorsen” er lystlæsning fra start til slut – en god, intelligent historie, der formår at underholde uden at forfalde til klicheer. Der er en god portion action og mere storladent drama end i de tidligere bøger, men Nix formår lykkeligt ikke at forfalde til ren bulder og bragen. Den store viften med armene bliver professionelt afbalanceret med veludbyggede personer. Især væsenet Moggett, der bliver mere og mere kat af at være fanget i formen som en, og den Æreløse Hund holder læseren på plads med deres konstante diskussioner og samspil. De er begge to tydeligvis mere, end de umiddelbart lader til, men det forhindrer dem ikke i at opføre sig meget jordnært (og meget underholdende).

Min eneste anke mod “Abhorsen” er faktisk, at Nicholas spiller så lille en rolle. I “Lirael” viste han stort potentiale for udvikling (eller mangel på samme) i mødet mellem det magiske Rige og hans videnskabelige tilgang til verden – her er han desværre stort set konstant halvbedøvet af de onde kræfter, og den indgangsvinkel bliver ikke foldet ud, som man ellers kunne ønske. Det er der dog heldigvis råd for, og det lader til, at både forfatteren og forlaget Rosenkilde deler min interesse i figuren; Nix, fordi han har skrevet romanen “The Creature in the Case”, hvis hovedperson lige præcis er Nicholas, der vender tilbage til det Gamle Rige (oh fryd, oh glæde), og Rosenkilde, fordi de til sidst i “Abhorsen” reklamerer for en oversættelse af selvsamme bog (oh endnu mere fryd og glæde).

Og Nix har åbenbart fundet sin plads på det danske marked, for også første bind i den 7 bind lange serie “The Keys to the Kingdom” står for oversættelse. Det er en yderst positiv overraskelse, at forlaget satser på den måde i stedet for at kaste sig over det tidligere og enkeltstående værk “The Ragwitch”, som ganske simpelt er en dårlig bog. Mellem den og “Abhorsen”-trilogien er Nix nået utroligt langt og skriver fantasy, der giver baghjul til det meste andet på samme hylde.

 Garth Nix: Abhorsen (Sabriel: 3). Oversat af Lisbeth Valentin Christensen. Rosenkilde, 2005. Forside: Wawwa Ohrt