Gareth Owen: Kom tilbage, Rosie
Emner: fra 11 år, gys, mystik, spænding • Se alle anmeldelser af: Gareth Owen • • 10. marts, 2010Rosie vil bare prøve at få fat i sin dagbog, men ender med at stå alene i en mørk skov uden at kunne finde tilbage – og har samtidig glemt ALT, selv hendes eget navn.
Da Rosie en dag er ude ved en gammel general, som faren skal interviewe til en bog, bliver hun taget hjerteligt imod af den ældre herre og får bl.a. lov til at se nærmere på nogle af bygningerne på den store grund. En af dem er den gamle vestfløj, der brød i brand for mange år siden, og som nu huser en faldefærdig gammel trappe og en masse malerier. Et af disse forestiller en ung pige i et hvidt tørklæde, der på en mærkelig måde bliver levende da Rosie falder ned af trappen. Ivrig efter at få den dagbog igen, som pigen stjal, løber Rosie efter hende og ind i en mørk, dyster og skræmmende skov. Jo længere hun kommer ind i den, des mere glemmer hun om sin fortid og hvem hun er. Pigen er for længst forsvundet ind mellem træerne. Og nu er mørket ved at falde på…
Kom tilbage, Rosie formår at fange læseren fra første side gennem en ret interessant og spændende prolog, hvor man ikke får noget videre fortalt om, hvem personerne er og hvad der foregår, men bare kastes lige ind i handlingen, der i sig selv også er meget fængende.
Der er en del rigtig god mystik i bogen, især i første halvdel sidder man og læser spændt videre for at få opklaret de underlige hændelser historien byder på. Efterhånden går historien mere over i spænding og gys, og stemningen er både præcis og medrivende, så man rigtig synker ned i den underlige verden skoven udgør.
Det bør dog understreges, at der er en del urealistiske elementer i historien, og det kan godt virke temmelig forstyrrende, især fordi nogle af tingene er ret vigtige for fortællingen. Desuden er der tidspunkter, hvor man godt kunne savne nogle lidt bedre overgange mellem skift i handling, stemning, humør el.lign., og generelt kan formuleringerne (både i replikkerne og i resten af teksten) godt virke ret kluntede; men ser man stort på sproget og er en ren spændingsnyder, er der så meget fart over feltet, at man helt sikkert ikke vil kede sig.
Så hvis du mangler en kort bog, der kan underholde dig fra start til slut, få dig til at gispe af rædsel eller gyse af uhygge er Kom tilbage, Rosie! bestemt ikke noget dårligt valg.
Gareth Owen: Kom tilbage, Rosie. Oversat af Erik Egholm . Carlsen, 1996.-179 sider
Originaltitel: Rosie no-name and the forest of forgetting