Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Frank Cottrell Boyce: Kunsten stiger

Emner: , • Se alle anmeldelser af: Frank Cottrell BoyceUdskriv anmeldelsen • 30. september, 2006

Frank Cottrell Boyce: Kunsten stigerHumoristisk historie om kostbare kunstværker, Ninja-turtles høns og et tyveri i millionklassen.

Den lille by Manod ligger ved foden af et bjerg og er en grå og trist soveby. Folk rejser fra byen, butikkerne lukker, og det eneste byen kan prale af, er at de har det færreste antal kriminelle i Storbritannien. Men denne statistik betyder ikke at der ikke sker spændende ting i den lille by – tværtimod!

En helt almindelig dag kører flere hvide varebiler gennem byen og videre op på bjerget, hvor de slår sig ned i en nedlagt mine. Bilerne vækker opsigt, og hele byen begynder nysgerrigt at gætte på, hvem de mystiske mænd i bilerne er.

Familien Hughes ejer byens eneste benzintank Snowdonia Autocenter, hvor sønnen Dylan – den sidste dreng i Manod – fører protokol over alle biler på tanken.
Da Lester en af de mystiske mænd skal tanke, finder Dylan ud af, at mændene hverken laver kemiske våben eller er storsmuglere, men derimod transporterer evakuerede billeder fra National Gallery, som er blevet ramt af oversvømmelse.

Da Lester hører, at Dylan har døbt sine høns Michelangelo og Donatello, bliver han meget imponeret over at møde en så kunstinteresseret dreng i et hul som Manod!
Lester tager Dylan under sin vinge og indvier ham i kunstens hemmeligheder.

Hvad Lester ikke ved er, at Dylan ikke kender det mindste til kunst, og at hønsene ikke har fået deres navne fra kendte malere, men derimod er opkaldt efter Ninja Turtles!

De smukke kunstværker påvirker hele byen. Nogle bliver inspireret af billederne til at ændre deres liv, folk får ny energi men malerierne inspirerer også til andet. For da Snowdonia Autocenter kommer i økonomiske problemer, planlægger Dylans søster at stjæle et maleri og naturligvis bliver Dylan også blandet ind i sagen.

Planerne går selvfølgelig ikke roligt for sig, og der bliver vendt op og ned på hele byen… for hvem har egentlig stjålet hvad og hvem snyder hvem?

Kunstens stiger er en meget morsom bog fuld af absurde situationer og historier.
Flere gange kom jeg til at tænke på den småkriminelle familie fra Bjarne Reuters serie om Bertram og Co. Især Dylans skruppelløse lillesøster gør sit til at sætte gang i løjerne og intet er helligt.

Frank Cottrell Boyce er manuskriptforfatter. Hans første bog Millioner udkom i 2004 og er siden blevet filmatiseret.

Frank Cottrell Boyce: Kunsten stiger. Oversat af Søren H. Madsen. Sesam, 2006.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.