Emma Clayton: Brølet
Emner: action, dystopi, fra 12 år, science fiction • Se alle anmeldelser af: Emma Clayton • • 2. februar, 2009En hæsblæsende omgang science fiction-action, der stikker lidt i alle retninger, men forstår at fastholde og underholde sin læser.
Vi befinder os et godt stykke ude i fremtiden og følger drengen Mika. Han lever i et betonhelvede, hvor alt for mange mennesker er stuvet sammen på alt for lidt plads. Efter at en grusom dyresot har gjort alle dyr livsfarlige for mennesker har man måttet trække sig tilbage til en meget lille del af Jordens overflade, og resten af planeten er hærget og ødelagt. Angiveligt er der dog stadig enkelte dyr tilbage, og man lever derfor bag en kæmpemur, der er bevogtet af tunge kanoner.
Dette er dog blot den verden, man lever i – Mika har masser af problemer derudover. Hans tvillingesøster er forsvundet; alle andre mener, at hun er død, men han nægter at acceptere det, han kan stadig mærke, at hun lever. Det får ham i masser af problemer i skolen, især da man begynder et nyt initiativ, som skal vitalisere de unge. De er den første generation, der blev født, 30 år efter dyresoten, og styret viser pludselig en voldsom interesse i dem.
Hvad læseren dog snart får bekræftet er, at Mikas søster, Ellie, ikke er død. I stedet er hun blevet kidnappet af den mystiske Mal Gorman. Da bogen starter, flygter hun fra den rumstation, hvor hun er fanget, og begiver sig mod Jorden – i selskab med en levende abe. Og da hun kender Hemmeligheden, bliver det starten på store omvæltninger, for hele verden.
Brølet er en debut, hvilket man godt kan mærke – på den gode side, fordi den er ved at eksplodere med ideer, på den mindre gode fordi ikke alle ideer bliver brugt fuldt ud, og det føles, som om der er et par enkelte løse ender, når man er færdig.
Især opbygningen fungerer i mine øjne – Clayton lægger ud med noget, der virker forgjort (menneskene samlet på et lille område og en Hemmelighed med stort H), men så begynder hun at hælde flere elementer ind i fortællingen. Der er mutanter, mareridt, planer, mystiske drømmedyr (en af de mest lovende sidehandlinger, men desværre også én, der ikke helt bliver bundet knude på), sammensværgelser og frem for alt masser af action og spænding og meget, meget mere.
Hen imod slutningen bliver det hele måske lidt rodet, men forfatteren formår at holde det spændende hele vejen igennem. Der er bunker af overraskelser og hemmeligheder, man forsøger at gætte (især den store Hemmelighed, naturligvis) – og så leder det hele til en slutning, der stiller store moralske spørgsmål, hvilket er modigt, når man sagtens kunne have valgt en lettere vej.
Brølet slutter med et brag, og det er et, der kommer til at ringe i ørerne på læseren i lang tid. En god læseoplevelse, men især en, der gør mig spændt på, hvad Emma Clayton kommer til at skrive fremover.
Emma Clayton: Brølet. Oversat af Stig W. Jørgensen. Forside: Jim Murray/Ian Butterworth. Carlsen, 2008, 399 sider.
Utrolig god bog, men jeg synes den slutter ret “dårligt” – Ej okat dårligt er måske et forkert ord, men der er så mange spørgelsmål man ikke for svar på, og det synes jeg er ret ærveligt nu den var så godt. Der burde blive lavet en film om den 😉
utrolig god bog og er enig i at den slutter lidt åbent og ligger helt klart op til en 2’er
nogle der hved om der kommer en 2’er
JEG HÅBER DER KOMMER EN 2ER MEN DEN ER RET GOD HÅBER DE LAVER EN FILM OG GIVER DEN 5 STJERNER