Fortællingen.dk

At skrive en filosofibog for børn i højtlæsningsalderen er et ambitiøst projekt, det kan være svært at forestille sig en lykkelig udgang på. Sokrates og far er et godt bud med både gyldne øjeblikke og plads til forbedring.
Gennem syv små historier om Sokrates og hans far udforskes tankens finurligheder set fra børnehøjde. Om hemmeligheder, fantasi og tankernes væsen.
Der er mange gode eksempler på, hvordan et barn oplever og opdager verden, og hvordan voksne ofte skal tænke en ekstra gang, for at se verden med et barns umiddelbare øjne.

”Måske er det en hest?” siger han ivrigt. Måske er det en himmelhest, der galopperer i luften.”
Far er stille lidt, så siger han: ”Ja, måske, men man kan nok ikke ride på den. Man kan jo ikke sidde på en sky.”
Sokrates tænker lidt. ”Jo,” svarer han. ”Hvis du lukker øjnene, kan du tænke dig til, at du rider på
den. Se lige mig.”
Sokrates kniber øjnene sammen og forestiller sig, at han sidder på hesten. I voldsom fart rider de ud i universet. Stjernerne gnister rundt om ham, og Jorden er langt væk. Næsten ikke til at se.
”Far?” siger Sokrates.
”Ja” svarer far.
”Nu rider jeg på himmelhesten. Det er næsten ligesom at ride rigtigt.”
”Det vil jeg også,” siger far.
”Det kan du godt,” svarer Sokrates. ”Du skal bare lukke øjnene og tænke, at du gør det. Men du bliver nødt til at finde en anden sky, for jeg rider på himmelhesten.”

Alle historierne er søde og finurlige, og Sokrates tænker spændende tanker og har heldigvis en far,
der er god til at snakke med ham på hans præmisser. Situationerne udspringer af hverdage, og man kan sagtens forestille sig, at en lignende situation kan opstå i et hvilket som helst hjem.
Forud for hver historie går en side med en form for introduktion til det emne, der nu skal fortælles
om. Det er en rigtig god ide at have en lille appetitvækker til hvert kapitel. Ikke mindst for
at den voksne læser er forberedt på, hvad der nu kommer. Men disse introduktioner falder ikke lige i min smag. Jeg synes, at de i nogle tilfælde kan være lidt svære at relatere til teksten, eller i
hvert fald kun har begrænset relevans i forhold til emnet. Samtidig er de ikke skrevet på en måde, så de kan bruges i dialogen med barnet. De må dermed være ment udelukkende som en nspiration til den voksne læser, men så synes jeg faktisk hellere, man skulle have brugt lidt mere tid og plads på denne service, så det ikke blot havde været stikord, men i stedet kunne give forskellige indgangsvinkler til samtale og måske lidt filosofihistorie i bonus?
Men alt i alt er Sokrates og far en rigtig god og sød bog. Øyvind Torsete har tegnet fremragende
illustrationer, der virkelig formår at repræsentere både virkelighed og tankeverden på en gang. Den lette luftige streg passer perfekt til emnet og også til forfatterens børnevenlige sprog. Det er en
dejlig bog, man bliver glad af, men som egentlig har mere potentiale, end den lever ud.

Einar Øverenget: Sokrates og far. Illustreret Øyvind Torsete. Høst & søn, 2011.