E. H. Gombrich: Gombrichs verdenshistorie
Emner: faglitteratur, fra 9 år, god til højtlæsning, historisk • Se alle anmeldelser af: E. H. Gombrich • • 20. maj, 2007Verdenshistorien for begyndere…og let øvede.
Dette værk udkom første gang i 1936. Det tog forfatteren E.H. Gombrich seks uger at skrive om verdens historie (i brede træk) fra menneskets forhistorie til industrialiseringen og atomalderen. Det tog mig et par timer at mæske mig igennem det hele. Og så er jeg ellers også bare oplyst nu. Spørg mig om de puniske krige, om hvad den sidste romerske kejser hed, hvem der opfandt alfabetet eller tallene…Bare spørg mig, eller stil an med et Trivial Pursuit – jeg er så klar.
Lige fra første linie sætter man sig rigtig godt til rette. Gombrich er nemlig en meget nærværende fortæller, der med det samme rækker hånden ud og finder sin læser. Den verdenshistorie, han vil vise os, er ikke en kedelig opremsning af årstal og begivenheder. Dette er historien om historien. ”Vores historie vil kun fortælle om det, der engang var” siger Gombrich helt enkelt og fortæller herefter tempofyldt og begejstret med stor lune og vid. Verdenshistorien fyldes ud med former og nuancer og bliver vedkommende og levende.
. Med bred pensel males der scener fra de store krige, store personligheder der tørner eller finder sammen. Med stort engagement binder Gombrich verdens store begivenheder sammen med menneskers opfindelser, kunst, videnskab og ikke mindst de store verdensreligioner. Tænk, at vi alle er en del af alt det. Gombrich supplerer ikke sit stof med kildemateriale, men man tror ham på hvert et ord. Og det, man undres over, får man lyst til at finde flere oplysninger om. Det er da snedigt.
Menneskenes historie er ret fantastisk. Den er nogle gange lidt skør og sørgelig. Og ja, den gentager sig selv.
Gombrichs Verdenshistorie er skrevet for børn, men det bør ikke afholde andre interesserede i at læse med. Værket er ideelt til at supplere historieundervisningen i folkeskolen. Ligesom verdenshistorien er et perfekt højtlæsningsemne. p> Min eneste spæde anke til Gombrichs verdenshistorie er, at jeg gerne vil have hørt mere om nordeuropæiske forhold. Vikingernes hærgen nævnes alt for kort, da verdenshistoriens fokus ligger længere sydpå.
Ikke overraskende er Gombrichs Verdenshistorie oversat til over 20 sprog. Inden Gombrich døde, foretog han en mild revision af sit værk. Her erkender han: Et er at lære historie fra bøger, noget helt andet er selv at have oplevet den”, hvilket er en rigtig god pointe.
Gombrichs Verdenshistorie er en flot udgivelse fra forlaget Sesam. Helle Vibeke Jensens har illustreret værket med sine enkle men alligevel spændende illustrationer, som er både grafiske og collageagtige i udtrykket.
Gombrich var hverken lærer eller historiker men kunsthistoriker. Hans hovedværk hedder ”Kunstens Historie”. Det er solgt i mere end otte millioner eksemplarer på verdensplan og står også på min reol. Gombrich var en yderst kompetent herre, der modtog adskillige hædersbevisninger for sin forskning og sit arbejde. Han blev endda slået til ridder. Historien om Gombrich er således slet ikke uspændende, og denne udgivelse er heldigvis trykt med et forord skrevet af Gombrichs barnebarn.
E. H. Gombrich: Gombrichs verdenshistorie. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Sesam, 2007. Forside: Helle Vibeke Jensen