Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Dorthe de Neergaard: Med eller uden bryster

Emner: , , , , , , , , • Se alle anmeldelser af: Dorthe de Neergaard, Els CoolsUdskriv anmeldelsen • 22. oktober, 2009

Med eller unden brysterKnugende historie om bryster, forelskelse og modet til at være sig selv.

Inge Ingen. En lille grå underudviklet mus. Brystet er fladt som et bræt. Ingen slyngveninde. Aldrig kysset.

Det er ikke nemt at være Inge, med tankerne der kører i ring, og mest om brysterne, altså hendes egne, som bare slet ikke er der.

Klassen skal på lejrtur og Inge skal bo på værelse med de to hjerteveninder Saskia og Kira. De to har masser af bryster og lader dem friskt vælte rundt i nedringede bluser og fniser og flirter med alle drengene. Inge krøller sig sammen og sender skjulte blikke til Nadim.

Da Saskia og Kira tilsyneladende lukker Inge lidt indefor i deres lille kreds, griber hun chancen for at være mindre Inge, og er pludselig fanget i en løgn og en selviscenesættelse, som hun slet ikke kan leve op til.

Lejrturen ændrer alt. Inge er aldrig bare Inge igen.

Med eller uden bryster er en intens og knugende historie om hvordan det er, når man har svært ved at erkende, eller acceptere, at man er den man er. Med eller uden.

Inge betragter de andre i klassen og misunder dem for alt det de har og hun mangler. Eller alt det hun tror hun ønsker sig. Men i stedet for at stå ved sig selv ender hun med ikke at kunne se sig selv i øjnene. Eller andre.

Det lykkedes Dorthe de Neergaard at beskrive de forskellige spil der foregår mellem en flok teenagere, hvor, når alt kommer til alt, alle er usikre på sig selv og hinanden. Hormonerne flyver indeni og udenpå og skaber situationer der er både tåkrøllende, ulykkelige og genkendelige.

Dorthe de Neergaard slukker ikke helt lyset for Inge, så læsere på 11-14 år har ingen grund til at miste livsmodet af at læse om Inges teenagetrængsler og hendes oplevelser på klassens hyttetur. Puberteten kan gøre ondt, flytter grænser og sætter sig spor i mennesker men man slipper altså levende igennem det. Måske klogere.

Tænk, hvis man kunne lære af andre fejltagelser?

Inges historie er fulgt af lidt skæve og utydelige illustrationer af Els Cools, som rammer fortællingens knugende nerve.

Dorthe de Neergaard: Med eller uden bryster. Forum, 2009.-173 sider. (Zoom on.)

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (5 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.