Fortællingen.dk

Dødssynderne sat i spil som snørklede insekter

Dødssynderne – den ultimativt hævede pegefinger – får en tur gennem dem med Dorte Karrebæks helt særlige pen her, og det er både deprimerende og fascinerende.

Den sorte bog er en blanding af metabog, novellesamling, fabler, moralstykke, billedbog og sikkert også andet – og det er en blanding, der giver en helt særlig læseoplevelse. Det starter med en dreng og hans hund – og en mand, der taber en bog, førend han synes at forsvinde hen over trætoppene i fuldt firspring. Hunden samler bogen op, og den viser sig at være… den bog, vi sidder med i hænderne. Det er en notesbog, som fortæller, hvordan ejeren har fremavlet syv forskellige arter af insekter, hver af dem baseret på en af de syv dødssynder. Ligeledes er der et kort til stedet, hvor dette er foregået, og dreng og hund drager nu af sted for at betragte de små væsener selv.

Superbianere, avaritianere, luxirianere, invidianere, iraeanere, gulanere og acidianere, hedder de – og de præsenteres nu i hvert deres korte optrin. Hver dødssynd ender med… nåja, døden og det syndende insekt sat til udstilling med drengens nåle.

Det kan godt lyde, som om det er skrevet i pap, men det ganske modsatte er såmænd tilfældet. Den lidt besynderlige struktur, den åbne slutning, de skiftevist finurlige og skræmmende tegning – det er altsammen med til at skabe en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Jeg har personligt aldrig rigtig brudt mig om Dorte Karrebæks streg (og her taler vi rent smag, for det er tydeligt, at hun har styr på det fortælletekniske), men alligevel kommer Den sorte bog under huden på en sådan måde, at det er svært at forestille sig den se ud på nogen som helst anden måde. Det er et tydeligt tegn på, at tegninger og indhold smelter sammen på noget nær perfekt vis.

De små historier rummer strejf af humor, men nu er det alvorlige sager, det handler om, så den samlede oplevelse er ret dyster. Det er en billedbog, men en, der i ret stor grad henvender sig til voksne – man kan i al fald som voksen læser løfte et utal af forskellige meninger, billeder, pointer op af den. Det er også en af de bøger, som det for mig er svært at forudse, hvordan børn vil reagere på, men jeg tror umiddelbart, at den vil fremkalde stærke reaktioner; nogle vil elske den, nogle vil hade den, nogle vil sikkert være skræmt af den og så videre. Under alle omstændigheder er det en lille bog med store dybder og nok en historie, som bør læses sammen med en voksen. Jeg tror, den kan føre til spændende, men måske også svære samtaler.

Har man ikke et barn som undskyldning for at læse Den sorte bog, vil jeg sige, at man heller ikke har en undskyldning for at lade være. Det er et smukt værk, og trods det spinkle udseende kan det blive ved med at rumstere længe efter endt læsning.

Dorte Karrebæk: Den sorte bog. Alma, 2007