Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Do Van Ranst: Min far siger, at vi redder liv

Emner: , , , , , , • Se alle anmeldelser af: Do Van RanstUdskriv anmeldelsen • 4. marts, 2010

Forfriskende skøn ungdomsbog

Den australske forfatter Sonya Hartnett, sagde engang, at hun skriver bøger for de børn og unge, der ikke læser Harry Potter. Det, hun mente, tror jeg, er, at der også skal være bøger til de læsere, der ikke er syltet ind i mainstreamkultur, og som faktisk tænder mere på historier, der er lidt skæve, og som prikker til alt det, vi tror, vi ved, men som vi ikke ved alligevel. Det handler ikke om fantasi men om forundring. Især over livet og de mennesker, der vælter rundt i det.

Henne i Belgien har de så en forfatter som Do Van Ranst, der er sprunget op af samme skuffe som Sonya Hartnett. Og nu har vi ham også, fordi hans første bog, med den lidt mystiske titel Min far siger, at vi redder liv, heldigvis er blevet oversat til dansk.

Hovedpersonen, en navnløs teenagepige, bor, hvor verden nærmest slutter, i et hus sammen med sine forældre og sin mormor. Huset er revnet og ret medtaget, fordi adskillige biler har braget ind i det. Det ligger nemlig ret upraktisk, men så alligevel ikke, fordi hvis bilerne ikke brasede ind i huset, ville de sandsynligvis komme til at køre over den halvfærdige bro, som ligger lige efter huset. Og så har jeg i øvrigt afsløret, hvorfor bogen hedder, som den gør.

Historien krøller sig poetisk rundt om hovedpersonen, der ivrigt og ærligt fortæller om sit liv, som især roterer omkring veninden Sue, der er lesbisk, og som friskt mener, at de bør være kærester.

Da der endnu engang kører en bil ind i huset, åbner der sig helt nye muligheder for at udforske både kærligheden og drømmen om at komme væk fra den bro, der alligevel ikke fører nogle steder hen.

Min far siger, at vi redder liv er en sjælden perle for unge. Historien fortælles med en humoristisk ligefremhed, som gør det forfriskende, og næsten nyt, at læse om de tematikker, som normalt følger med bøger udklækket inden for ungdomsbogsgenren.

Hvor er det ærgerligt, at forsiden er så kedelig og med jordfarver og lukkede øjne på en person, som er svært at bedømme som dreng eller pige, ikke inviterer indenfor. Men se nu forbi det!

Kun 2 måneder inde i 2010 er det jo for tidligt at udråbe Min far siger, at vi redder liv som årets ungdomsbog, men det er helt sikkert den bedste, jeg har læst i rigtig lang tid!

Min far siger, at vi redder liv har vundet priser som bedste ungdomsbog i både Belgien og Tyskland

Do Van Ranst: Min far siger, at vi redder liv. Oversat af Aino Roscher. Turbine, Århus, 2010. -132 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. Den lyder rigtig spændende. Titlen og forsiden er også yderst utraditionel – så jeg synes virkelig de har fået formidlet, at her er der en anderledes bog.

    Den skal jeg bestemt læse 🙂

  2. […] starten af 2010 hvirvlede den fantastiske og ret originale Min far siger, at vi redder liv ind på det danske bogmarked. Forfatteren er belgisk og får tilsyneladende priser for alt, hvad […]