Dig og mig og vi to… Børnerim og sange redigeret af Grete Janus Hertz og illustreret af Iben Clante med bidrag af Charlotte Clante
Emner: dansk, fra 4 år, god til højtlæsning, klassiker, rim & remser • Se alle anmeldelser af: Grete Janus Hertz, Iben Clante • • 15. oktober, 2008Gensyn med en klassiker
“Dig og mig og vi to
sejled’ i en træsko.
Da vi kom til Langeland,
var vor træsko fuld af vand.
da vi kom til Rom, var vor træsko tom.”
Denne udgivelse er virkelig et gensyn med en gammel ven. I genoptryk fremstår den nøjagtig, som jeg husker den fra midt halvfjerdserne. Jeg kan endda huske dens endeligt: Jeg var nødt til at smide den ud, fordi den ikke kunne klare flere reparationer…
Dig og mig og vi to… er en bog fuld af rim og flotte tegninger. Det er en børnebog, en oplæsningsbog for forældre (og bedsteforældre), og det er samtidig en skat, et enestående stykke kulturarv fra dengang, hvor verden endnu drejede langsomt rundt.
Alle min barndoms rim er med i den, min mors også, for Grete Janus Hertz samlede også nogle af de rigtig gamle børnerim i denne bog. Nogle af dem så gamle, at deres oprindelse forsvinder i folkesagnenes tåger. Men der er også nogle af de nyere med, altså fra 60-erne. Bl.a. er Benny Andersen repræsenteret. En lidt ældre Andersen er også med på en vuggevise.
Og så er den illustreret af Iben Clantes vidunderlige tegninger. Selv børn i dag vil elske enkelheden i stregen og mangfoldigheden i farverne. Billederne illustrerer næsten ethvert rim, så alle kan følge med, også de allermindste.
Alle børn burde kende denne bog – det er nok også derfor, Carlsen har genoptrykt den. Der er ikke mange, så gamle børnebøger, der får et nyt liv, men denne har åbenbart de kvaliteter, der skal til: Den er et bindeled imellem flere generationer af børn. Og den råber på samvær mellem generationerne. Rigtig mange af Danmarks børn har fået læst Dig og mig og vi to ved sengetid, enten af en forælder, en bedsteforælder eller andre med læse-højt kundskaber. Den er et gensyn værd.
“Okker gokker gummiklokker
erle perle
pif paf puf”
Grete Janus Hertz (1915-2002), lærer, psykolog, forfatter. Skrev faglitteratur, men er mest kendt for sine børnebøger. Derudover skrev hun rigtig mange Pixi-bøger, som især rettede sig imod de 0-3 årige børn.
Iben Clante (1911-1985) Uddannet reklametegner. Illustrerede rigtig mange børnebøger (bl.a. Grete Janus Hertz’ bøger). Derudover tegnede hun påklædningsdukker, kravlenisser og julekort, som i dag er samleobjekter i stor stil.
Dig og mig og vi to… Børnerim og sange redigeret af Grete Janus Hertz og illustreret af Iben Clante med bidrag af Charlotte Clante. Carlsen, 2008. Omslag: Charlotte Clante