Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Dennis Gade Kofod & Morten Grønnegaard: Frøken Knirk og den gale robothund

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Dennis Gade Kofod, Morten GrønnegaardUdskriv anmeldelsen • 14. maj, 2009

frokenknirkgalerobothundEn sprællende billedbog med ninjaer, katte og metalmonstre.

Før man går i gang med Frøken Knirk og den gale robothund, er der nogle ting, man bør vide. Vor hovedperson er Frøken Knirk, som er en rød huskat. Huset, som hun er huskat i, flyver rundt. Og det gør det, fordi det tilhører opfinder Sisse, som har for vane at bygge alverdens ting og sager. Nåja, og så har frøken Knirk en kæreste, der også er en kat og dertil ninja (og hedder Hai).

Alt dette ville man naturligvis allerede vide, hvis man havde læst Frøken Knirk og den store hemmelighed. Så gør det! Og det kan faktisk ikke være lettere, for den er blevet lagt på nettet på www.frk-knirk.dk.

Denne gang er det naturligvis en robothund, det handler om – en gal en af slagsen – og det er Sisses opfinderkunst, der giver bagslag. Metalkøteren er løs i det flyvende hus, mens frøken Knirk befinder sig nede på jorden uden andet end Hais sværd og sin egen sunde fornuft. Sidstnævnte rummer heldigvis også en god portion kattelist, så vor helt begiver sig af sted for at redde Sisse og Hai, og på sin vej møder hun en række pudsige dyr: halvdøve får, en uheldig edderkop og nogle fugle, der ikke er helt gode til at være fugle. Sammen må de forsøge at bekæmpe det forkromede kræ.

Det er Dennis Gade Kofod, der fortæller historien, og Morten Grønnegaard lægger tegninger til. De er et makkerpar, der (igen) leverer magi – Historien glider med et anstrøg af associationsrække i teksten, mens billederne trækker den hen over og op og ned ad siderne. Grønnegaard har ikke leveret frosne øjebliksbilleder, men lader i stedet figurerne følge med blikkets vandring; dette gør, at de enkelte opslag (på trods af den forholdsvist afdæmpede streng) rummer masser af små, gode detaljer – og så er hans bløde og firkantede (og angiveligt manga-inspirerede) illustrationer ganske enkelt charmerende.

Frøken Knirk og den gale robothund er den anden bog om frøken Knirk, og kombinationen af skabernes talent og den store, åbne verden, de har skabt, burde gøre den elsket af alle billedbogslæsere med blot en smule fantasi. Og forhåbentlig er det ikke den sidste bog i serien.

Dennis Gade Kofod: Frøken Knirk og den gale robothund. Illustreret af Morten Grønnegaard. Høst, 2009, 32 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)