Fortællingen.dk

Gamle huse har masser af historie – hvilket ikke altid er godt, hvis man kan se de døde.

Jack er ikke nogten heldig dreng. Efter hans fars død er han begyndt at tro, at han kan kommunikere med døde, og samtidig er han begyndt at få voldsomme astma-anfald, der truer ham på livet. Han mors, Sara, frygter for ham, og hun beslutter sig for at få helt væk fra hans vante omgivelser. Hun køber derfor et gammelt hus, og de flytter fra byen.Men huset har mere end en historie. Da de to ankommer til deres nye hjem, bliver de betragtet af fire par øjne fra et af vinduer – øjne, der tilhører børn, som længe har været døde. De er glade ved tanken om at få noget liv i huset igen, men frygter også, at det betyder, at noget andet i huset vågner.

Første nat i det nye hus vågner Jack ved, at en kvinde svæver over hans seng: spøgelsesmoderen. Da han er kommet sig over den første forskrækkelse, går det op for ham, at han kan tale med hende. Og hun præsenterer ham for en historie fuld af savn og smerte – og et ubændigt behov for igen at elske. Men selv om hun umiddelbart virker tilforladelig, aner Jack, at der foregår noget andet under overfladen – hvorfor gemmer spøgelsesbørnene sig i kælderen, og hvad er det for syner, han er begyndt at have?

Cliff McNish har ramt plet med emnet for sin “spøgelsesgyser”, som den kaldes på coveret. Forholdet mellem Jack og spøgelsesmoderen udvikler sig og tilføjer moder/søn-forholdet en foruroligende dimension, der burde ramme målgruppen uden problemer. Historien foregår måske i uvante omgivelser, men temaerne er velvalgte og kraftfulde, og han forstår både at opstille nogle skræmmende situationer og sætte sine personer under pres. Samtidig har han udviklet en særegen fysik til sine spøgelser, der er fuldstændig afhængige af de små vinde, der blæser gennem huset – det er godt fundet på og giver desuden noget ekstra spænding til nogle af bogens jagtscener gennem det gamle hus.

Det eneste problem, jeg umiddelbart kan se i Åndeløs – og det er nok afhængig af læseren, om dette er et problem eller ønskværdigt – er, at det virker, som McNish holder igen. Der kunne være tale om en helt eminent gyser, for der er helt klart gods i bogen, men flere gange er det, som om situationer demonteres. McNish pakker desværre lidt sine læsere ind i vat ved at fortælle for meget i stedet for at overlade det til fantasien – han bevæger sig ind i Spøgelsesmoderens tanker, når det ville være langt mere skræmmende blot at opleve hendes overflade. Det er en vane, der måske vil gøre det muligt for flere læsere at gå i gang med Åndeløs, mens de mere vante horror-læsere måske vil blive lidt skuffede.

Åndeløs er forfatterens første forsøg udi gysergenren, og der er ingen tvivl om, at den er vellykket: stemningsfuld med flere åndeløse scener. Ja, den har sine fejl, men det er en historie, jeg uden tøven vil anbefale til nye horrorlæsere og dem, der er kendte med genre; de meget følsomme bør dog nok ikke læse med.

Cliff McNish: Åndeløs. Oversat efter Breathe. Høst og Søn, 2008.

Jeg har her vist den originale forside, idet den danske ikke er til at finde på nettet. De ligner nu meget hinanden – bortset fra at man på den danske udgave har valgt at beskære billedet underligt og tilsætte en tåbelig farve til et billede, der godt kunne stå for sig selv.