Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Christopher Paolini: Brisingr, 1-2

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Christopher PaoliniUdskriv anmeldelsen • 6. november, 2008

Et nyudkommet bind i den fantastiske fantasyserie ”Arven”. Følg Eragon og Saphira, som de endnu engang drager ud på nye, spændende eventyr!

Det først slag er vundet, men Eragon kan langtfra tage den med ro. Erkendelsen af, at han kun er på fri fod, fordi Murtagh skånede hans liv, har gjort det klart, at Eragon har brug for langt mere træning. Men han og Saphira har nok at se til som hjælpere i Varden og hele Alagaësias håb om en fremtid uden Galbatorix’ styre. Det er på tide, at Eragon må indfri nogle de mange løfter, han har givet, begyndende med sit løfte om at hjælpe sin fætter Roran med at redde Katrina fra fangenskabet i Helgrind.

Men nøden er stor, og mange søger Eragons hjælp i denne kamp, så hans splittelse mellem mennesker, elvere og dværge vokser for hver dag, der går. Dværgene skal vælge en ny konge, og det er af højeste vigtighed, at denne vil støtte Varden, så uenigheden mellem de to racer holdes på et minimum. Elverne er i fuld gang med deres egne kampe og forsøger selv at vinde Eragon over på deres side, så de ikke er afhængige af deres samarbejde med menneskene. Og slutteligt har Nasuada, lederen af Varden, lagt planer for Eragons opgaver for den næste lange tid fremover og er dybt afhængig af hans og Saphiras hjælp i de fremtidige slag, der skal udkæmpes.

Det er på tide, at Eragon må træffe et valg og for alvor tage rollen som hele landets beskytter på sig, med alt hvad det indebærer.

Brisingr er det tredie bind i serien om Eragon og Saphira. Oprindeligt var det planen at dette skulle være det sidste, men Christopher Paolini har udvidet historien til fire bind, og det er der ingen grund til at være skeptisk overfor.

Brisingr lever op til alle forventninger og mere til med samme fantastiske standard som de tidligere bøger.
Personerne er realistiske og fantastisk beskrevet, så selvom der indgår så ufatteligt mange af dem, føler man alligevel, at de alle sammen har selvstændighed og individualitet. Det er tydeligt at mærke, hvor meget Eragon har udviklet sig, og man føler næsten det samme som ham selv, når hans samvittighedskvaler over det massemord, han og resten af Varden udøver mod Galbatorix’soldater, træder frem. Det får virkelig en til at stoppe op og tænke, så historien bliver hængende i hovedet på én, længe efter man har læst den.

Spændingen er i top hele vejen igennem, og det er næsten umuligt at lægge bogen fra sig, når først man er gået i gang. Men Paolini formår alligevel at lægge en god ro og stemning indimellem, så man får et lille pusterum uden at kede sig. Der er nogle meget søde, bevægende scener indimellem, og man bliver formentlig nødt til at læse den mere end en gang for at forstå alle de små referencer og symboler, historien indeholder.

Grundlæggende er dette en fantastisk bog med alt, hvad hjertet kan begære, og kun én fejl, set fra mit synspunkt:
I mange af kampscenerne – især i starten – har forfatteren gjort meget ud af at beskrive alle handlinger ned til mindste detalje. Dette er et plus, hvis man er interesseret i den slags og kan lide at få det hele med, men det kan altså også gøre, at kampen føles utroligt langsom, nærmest som at se det hele i slowmotion, og dette kan godt føles en smule anstrengende.

Men når det så er sagt, er der absolut ingen grund til, at fantasyelskere på tværs af køn og alder ikke skulle læse dette tredie bind i serien, hvor alt, både sprog, handling og personbeskrivelser, er på et så højt niveau, at selv den mest garvede fantasylæser må nikke anerkendende.

Og hvis nogen tøver lidt ved tanken om at skulle genlæse de to første bind for at forstå dette, er der ingen grund til at fortvivle. Der er nemlig blevet lagt en synopsis over både ’Eragon’ og ’Den Ældste’ ind i starten af bogen, foruden de andre ekstra ting, såsom ordliste, denne indeholder.

Så alt i alt vil jeg bare ønske dig god læselyst og forslå dig at skynde dig ned til den nærmeste boghandel, for dette er en bog, der er værd at få fat på.

Christopher Paolini: Brisingr, bog 1+2 (Arven ; 3). Oversat af Per Vadmand og Ole Steen Olsen. Forside: John Jude Palencar. Carlsen, 2008. 809 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (12 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.