Christina Björk: Eventyret om Astrid Lindgrens barndom
Emner: fra 10 år ; egnet til højtlæsning ; biografi ; barndom; faglitteratur • Se alle anmeldelser af: Astrid Lindgren, Christina Björk, Eva Eriksson • • 4. oktober, 2009Tag med på rejse til Astrid Lindgrens mange eventyr i både bøgernes og virkelighedens verden.
Holder du af Astrid Lindgrens fantastiske historier kan denne bog måske give dig mere kendskab til hende som både privatperson og forfatter. Den første af bogens tre dele fortæller om Astrids barndom og familieliv. Vi hører om forældrenes første møde og om Astrids trygge opvækst på gården Näs i Vimmerby. Med overskriften ”Sådan blev det i bøgerne” beretter bogens anden del om, hvordan Astrids mange barndomsminder genfindes i hendes bøger. For eksempel leger Pippi, Tommy og Annika samme leg i Pippis køkken, som Astrid og hendes søskendes legede ”jorden er giftig” i familiens fælles soveværelse. Bogens sidste tredjedel er et ”must” til dig, der skal på oplevelse i Vimmerby og på besøg i Astrid Lindgrens Verden i Sverige. Her får du en praktisk guidebog, som viser rundt i Vimmerby, Bulderby, Katholt mv.
Det er personer tæt på Astrid, som har været kilder til fortællingen. Det er blandt andet hendes datter, niece, barnebarn med flere, som har bidraget til bogens indhold.
Bogen er rigt illustreret med foto fra Astrids familieliv og tegninger. Bagerst i bogen findes oversigter over alle hendes udgivelser og højdepunkter fra hendes begivenhedsrige liv.
”Det var et under, at vi ikke legede os ihjel!”
Astrid Lindgren
Jeg holder meget af denne bog, som både har givet mig et godt bedre kendskab til baggrunden for indholdet i Astrids mange bøger, men også har været en helt uundværlig håndbog på en tur til Småland. Den indeholder et væld af oplysninger om både Astrids privatliv og hendes bøger. Layoutet er indbydende og i den mere romantiske stil, og tekst og illustrationer beriger hinanden på fineste vis. Efter at have besøgt Astrids barndomshjem Näs, beundrer jeg, hvor tro illustrationerne er mod virkeligheden.
Læs om Astrid Lindgren på Wikipedia
Eventyret om Astrid Lindgrens barndom / tekst Christina Björk ; billeder Eva Eriksson ; på dansk ved Susanne Vebel ; Birgitta Westin … redigerede bogen. Gyldendal, 2007. – 93 sider : ill.
Originaltitel: Astrids äventyr – innan hon blev Astrid Lindgren.