Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Celia Rees: Pirater i sigte! – den sandfærdige og fantastiske beretning om de kvindelige pirater Minerva Sharpes og Nancy Kingstons eventyr

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Celia Rees, redigeresUdskriv anmeldelsen • 11. juni, 2005

Celia Rees: Pirater i sigte! - den sandfærdige og fantastiske beretning om de kvindelige pirater Minerva Sharpes og Nancy Kingstons eventyr…og en hel flaske rom!

Er man til røverhistorier af den værste slags, så stig ombord her. Celia Rees har begået en fantastisk historie om pirater og slavehandel i 1724 set og oplevet af den unge Nancy Kingston

Nancy er ikke en kvinde, der hjælpeløst tripper omkring under en parasol, men en rigmandsdatter der, for at slippe for et arrangeret ægteskab, står til søs som pirat. Hun er vokset op blandt ene mænd, hendes mor døde den dag hun blev født. Hendes brødre er fordrukne og inkompetente, men da de jo er drenge, har de naturligt mere at skulle have sagt end søsteren. Faderen er egentlig god nok, han er bare så uheldig at dø, kort efter at familieforetagendet er gået fallit. For at holde skindet på næsen, indgår brødrene så en tuskhandel, hvor deres søster er en del af varerne. Men tingene tager en drejning, og Nancy vil ikke giftes, så hun flygter.

De syv verdenshave burde være til at gemme sig på, men tilsyneladende står den forsmåede bejler i ledtog med andre end vor herre, og gang på gang må hun bryde op og flygte på ny. Det kommer der et formidabelt eventyr ud af. Heldigvis er hun ikke alene. Hun er en gæv og god pige, der forstår at skabe sig venner – og ny familie!

Celia Rees forstår at bygge spænding op efter alle kunsten regler. Personerne beskrives fint, nuanceret og levende, præcis så karikeret som en pirathistorie kræver det – og så heller ikke mere. Man kan lugte saltvand, tjære og rom, og man må tage hatten af for de seje tøser i historien.

Et godt råd. Læs indledningen til sidst. Når jeg skal læse en sørøverhistorie, vil jeg forføres og lokkes med ud på verdenshavene. Jeg vil ikke indvies i den proces hvor forfatter og forlagsredaktør planlægger at bogen skal skrives, så spring indledningen over, og hop direkte ombord i historien.

Celia Rees: Pirater i sigte! – den sandfærdige og fantastiske beretning om de kvindelige pirater Minerva Sharpes og Nancy Kingstons eventyr. Oversat af Jette Røssell. Sesam, 2004
Forside:?
  Originaltitel: Pirates!, 2003

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (9 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. […] […]