Fortællingen.dk

Eriann er stærk, frygtløs og en mægtig kæmper, kort sagt den ideelle helt og dragedræber. Alligevel skal denne stolte efterkommer af Erik Våbenmester sendes ud på en langtrukken og kedelig mission for at finde en rigtig helt, og kun på grund af én lille ting – Eriann er en pige.

Lige siden Eriann var barn har hendes far trænet hende i alle former for kamp. Hun er blevet uddannet i fægtning, hvordan man klarer pressede situationer og frem for alt har hun lært ikke at stole på nogen. Nu er hun kong Leos våbenmester, og en af de mest frygtløse krigere i hans hof. Og alligevel er den eneste opgave hun får, da prinsesse Sofia bliver fanget af en enorm, farlig drage, er at tage ud og finde en rigtig helt, der kan redde prinsessen. En drengehelt.

Eriann er ikke tilfreds med den ordning, men tager alligevel surmulende afsted, og til hendes held finder hun også en, der kan påtage sig rollen. Men Vidar er langt fra nogen særlig dygtig kriger, han har helt klart brugt mere tid på at bage end at kæmpe, og den eneste grund til, at Eriann vælger ham er, at han har Det Levende Sværd, et legendarisk våben, der besidder utrolige magiske kræfter. Derfor rider de to til krigeren Ullvar, for at Vidar kan optrænes, men den gamle mand har en betingelse på denne ordning: Eriann skal være hans lærling lige så meget som Vidar er. Det bliver nogle begivenhedsrige dage, der vender op og ned på alt, hvad de før har været vant til.

Det Levende Sværd er en rigtig god fantasyfortælling, der rummer alt det der godt: virkelig god spænding, et velfungerende plot, nogle overbevisende personer og frem for alt et flot sprog, hvad man ellers sjældent ser inden for denne genre.

Både Eriann og Vidar er fremstillet på en meget realistisk og dyb måde, så man virkelig lærer dem at kende, uden at det bare er nogle faste typer, man har set hundrede gange før. De udvikler sig selvfølgelig begge to igennem historien, men denne udvikling er også så godt skildret, at man forstår den og følger med, uden at det virker for brat eller alt for langsomt.

Cecilie Eken har en god måde at skifte mellem spændende handling og rolige, stemningsfyldte scener på, og selvom der også er en kærlighedshistorie med, er det ikke noget, der overskygger resten og afskrækker alle drenge. Bogen henvender sig nemlig  i høj grad til både drenge og piger, næsten uanset hvad de ellers har læst. Så selvom budskabet er set før, gør det ikke så meget, når humoren og udviklingen i historien er så god, som den er.

Forfatterinden har som sagt virkelig godt fat i stemningen, og hun bruger sproget rigtig godt til at skabe den med. Det er meget specielt og ikke noget jeg før har set i fantasygenren, da det er bygget op af meget korte sætninger uden særlig mange iagttagelser, i hvert fald i starten. Men også dette ændrer sig igennem teksten, og så elegant, at man ikke bemærker det, før man kigger på teksten igen, og det er et virkelig flot træk, man bliver imponeret over som læser.

Der er kort sagt ingen grund til at styre uden om Det Levende Sværd, med mindre man hader spændende kampscener, mægtige krigere, sjove personer og stemningsfyldte scener, alt sammen krydret med et dejligt sprog. Desuden er det altid en god ting at stifte bekendtskab med Cecilie Ekens bøger, hvis ikke man har læst dem før.

Cecilie Eken har to gange modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Første gang var i 1997 for Sikkas fortælling.
Læs mere om Cecilie Eken på hendes hjemmeside

Cecilie Eken: Det levende sværd. Høst & søn, 2010.-152 sider