Cathy Hopkins: Veninder søges – India Jane 2
Emner: del af serie, fra 12 år, Humor/satire, især for piger, kærlighed, socialrealisme, teenageliv • Se alle anmeldelser af: Cathy Hopkins • • 16. september, 2008India Jane er tilbage.
Sommerferien er forbi og skolestart truer. India Jane har boet med sin familie mange steder i verden, så hun er ikke ligefrem nybegynder i at starte på en ny skole, men denne gang er det anderledes. India Jane skal starte på næstsidste skoleår, og hun ved, hvor svært det er at starte i en ny klasse, hvor alle de andre allerede kender hinanden og venskaber og kliker for længst er dannet.
India Jane er anderledes, ærlig og godhjertet. Hun kender ikke spillereglerne til det spil, der foregår blandt de ældre elever, så de spirende venskaber kommer dårligt fra start.
Hos drengene bliver India Jane dog hurtigt et hit. Hendes anderledes og kreative stil tiltrækker opmærksomhed især hos skolens flotteste fyr, Callum. Med Callum kan India Jane være sig selv, og det er rart, da hun normalt bliver et bavlende fjols, når der er fyre i nærheden. Måske skyldes det, at hendes hjerte ikke banker så stærk for Callum som for Joe, den søde fyr hun faldt for på sin sommerferie i Grækenland.
India Jane er en typisk (lidt kikset), usikker teenager med pinlige forældre, tåbelige søskende og veninde- og kæresteproblemer. Men hun er også anderledes, stærk og morsom, og det er det, der gør at man har lyst til at lære hende at kende.
Det er 2. bind i serien om India Jane. Veninder søges er oversat af Julie Goodall, som ikke tidligere har oversat Cathy Hopkins bøger. Det giver en lidt anderledes læseoplevelse i forhold til den første bog i serien, men stilen og den humoristiske tone ses stadig tydeligt i den danske oversættelse. Og det er vigtigt, for bogens styrke er Cathy Hopkins varme og kvikke skrivestil og hendes beskrivelse af livet som teenager, som hun rammer lige i øjet.
Se vores anmeldelse af første bog om India Jane her.
Cathy Hopkins: Veninder søges (India Jane ; 2). Oversat af Julie Goodall. Gyldendal, 2008. Omslag: Bettina Bjærge.
Det er en Utrolig god bog!