Cathy Hopkins: Fyre og flammer og Portobelloprinsesser
Emner: fra 12 år, især for piger, kærlighed, teenageliv • Se alle anmeldelser af: Cathy Hopkins • • 16. december, 2005Tredje bind i om de engelske piger Lucy, Izzie og Nesta og deres problemer med forældre, fyre, frisurer og fremtiden.
Nesta har mødt en fyr! Ikke bare en almindelig fyr, men den helt perfekte-har-ingen-fejl-fyr. Simon er nemlig både sød, sjov og lækker og Nesta bliver straks vildt forelsket i ham.
Det eneste problem (for der er jo selvfølgelig alligevel et) er at Simon tilhører overklassen med egen hest, Bo bedre hjem og dyre skiferier. Nesta kan simpelthen slet ikke være med på hans niveau. Slet ikke da hendes forældre fortæller, at de må spænde livremmen ind, fordi moderens tv-kontrakt måske ikke bliver forlænget!
Forholdet til Simon betyder også at Nesta er tvunget til at være sammen med hans søster Tanya og dennes irriterende og snobbede veninde Timiona, som benytter enhver lejlighed til at nedgøre Nesta.
Heldigvis får Nesta god hjælp af Izzi og Lucy. De støtter Nesta, kommer med gode råd og Lucy tryller endda en gammel aflagt ridejakke om til et meget trendy outfit.
Fyre og Flammer er en meget letlæst serie – en slags chicklitt for teenagere. Men selvom serien ikke hører til blandt den dybeste litteratur, kan jeg godt lide serien, for den tager emner op, som er vigtige, når man er ung. I denne handler det om at acceptere sig selv og sine begrænsninger. Selvom Nesta er en smuk pige med selvtilliden i orden, lykkedes det alligevel Timiona at få hende ned med nakken og få hende til at gøre nogle ret dumme ting! Og helt ærligt – hvem kender ikke til det?
Cathy Hopkins: Fyre og flammer og Portobelloprinsesser (Fyre og flammer: 3). Oversat af Astrid heuise-Fjeldgren. Gyldendal, 2005. Forside: Sisterbrandt