Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Catherine Atkins: Da Jeff kom hjem

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Catherine AtkinsUdskriv anmeldelsen • 25. februar, 2005

Catherine Atkins: Da Jeff kom hjemSom trettenårig bliver Jeff kidnappet. Kidnapperen – den afsporede, brutale og ondskabsfulde Ray – beholder ham i næsten tre år, før han lader Jeff vende tilbage til sit hjem.

Forfatteren til denne roman blev inspireret til at skrive historien om Jeff allerede i sin barndom, da en dreng i nærheden af, hvor hun boede, blev kidnappet og først kom hjem efter syv år.
Som trettenårig bliver Jeff kidnappet. Kidnapperen – den afsporede, brutale og ondskabsfulde Ray -beholder ham i næsten tre år, før han lader Jeff vende tilbage til sit hjem. ”Da Jeff kom hjem” foregår ikke i den periode, Jeff lever i frygt og fangenskab, men foregår i stedet de første tre uger, efter at han er kommet hjem. Med undtagelse af små indre flashbacks, hvor man får kendskab til graden af de ydmygelser og det seksuelle misbrug, Jeff er blevet udsat for. Alvoren og essensen af Jeffs indre spøgelser bliver bekræftet igennem bl.a. pressens nysgerrighed og CIA’s interviews af Jeff.

Tematikken i ”Da Jeff kom hjem” drejer især omkring forholdet mellem Jeff og hans far. Jeff er farens yndling. Sammen interesserer de sig for Jeffs sport, og mens Jeff er kidnappet, bruger faren al sin energi og ressourcer på at finde ham. Farens andre to børn står i skyggen af Jeff – før, under og efter kidnapningen. Da Jeff vender tilbage til familien, skal faren og Jeff genfinde tilliden til hinanden, hvilket er svært og pinefuldt. Især for Jeff, som er både forvirret, bange og ikke har særligt megen selvtillid til at kunne finde ro med en tilværelse blandt kammerater og familie. Jeff bebrejder sig selv, og han oplever det sådan, at omgivelserne bekræfter ham i disse bebrejdelser.

Centrale temaer om kidnapning og seksuelle overgreb bærer måske tankerne hen i mod en roman, der i sit udtryk minder om de kulørte bøger fra forlagsserien Virkelighedens verden. Men ”Da Jeff kom hjem” er uden for kategori. Den er en stille og kort roman med et udgangspunkt, der bestemt er barskt, men den svælger ikke i elendigheden. I stedet kan man sige, at den i høj grad viser det livsbekræftende i menneskets evne og vilje til at overleve betydelige ar på sjælen. Det lyder jo flot – og jeg ved ikke, om det er tilfældet med Jeff, da romanen som sagt kun dækker en kort periode af hans liv og traumer.

Min anke til historien i romanen er, at jeg ikke synes, at det er helt så sandsynligt, at en dreng, der har været kidnappet og misbrugt i næsten tre år, ikke modtager øjeblikkeligt psykologisk bistand. Men i stedet bliver ladt alene med sig selv, sin familie og kammerater og skoleliv.

Men derudover er ”Da Jeff kom hjem” en udmærket og ikke uvæsentlig læseoplevelse om et emne, der er ubehageligt, men desværre virkelighed både som her i ekstrem grad, men også i anden form.

Catherine Atkins: Da Jeff kom hjem. Oversat af Lone Diana Jørgensen. Thorup, 2004
Originaltitel: When Jeff comes home

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.