Carmen Martín Gaite: Rødhætte på Manhattan
Emner: fantastiske fortællinger, fra 9 år • Se alle anmeldelser af: Carmen Martín Gaite • • 30. april, 2005En fantastisk historie om frihed og drømme.
Sara Allan bor med sin overbekymrede mor og almindelige far i Brooklyn. Hun er et fantasifuldt barn fuld af drømme og håb, som spekulerer på, hvad frihed er for en størrelse. Hendes forældre forstår hende ikke, og især moderen er ved at kvæle hende i sine velmenende forsøg på at få et ”normalt” barn.Lyspunktet i Saras liv er bedstemoderen, en tidligere stjerne, som nu bor i et fattigt kvarter på Manhattan. Hun er selv lidt af en drømmer og tør leve sit liv. En dag får Sara muligheden for at besøge hende uden sin kvælende mor. På vejen møder hun den mystiske Miss Lunatic, der bærer på en utrolig hemmelighed. Hun stifter også bekendtskab med mangemillionæren Woolf, og deres skæbner vikles på forunderlig vis ind i hinanden.
Rødhætte på Manhattan beskæftiger sig med begrebet frihed. Hvornår er man fri, og hvordan bliver man det? Den er også fuld af skarpe iagttagelser af, hvordan vores samfund behandler børn og skæve eksistenser. Og tro mig, som voksen får man rigtigt dårlig samvittighed i bogens første kapitler. Saras forældre er ikke onde, de er desværre bare ”Normale”, og uheldigvis kan jeg genkende mig selv i dem igen og igen. Det, Sara bryder sig mindst om, er, når de voksne laver sjov med et spørgsmål, hun mente alvorligt!! Jeg måtte lige overveje, hvor mange gange jeg selv har gjort det.
Forfatteren sætter sig klart på børnene og de skæve eksistensers side. Hendes frihedsbegreb er uafhængigt af penge og status. Faktisk er mangemillionæren Woolf alt for bundet af bekymringer til at være fri. Her deler han skæbne med Saras mor, som altid forventer det værste og ganske glemmer at nyde øjeblikket. Det viser tydeligt, at friheden kan smuldre mellem fingrene på både rig og fattig. (Selvom familien Allan vel ikke er fattig i egentlig forstand)
Saras bedstemor er en gammel og falleret stjerne. Alligevel er hun langt mere fri end resten af personerne, fordi hun tør nyde livet og tage chancer. Hun er ikke optaget af, hvad andre tænker, og det er bogens bærende morale. Frihed er evnen til at glæde sig over livet og bryde den selvvalgte isolation, som voksenlivet ofte byder på, og komme hinanden ved. Det er evnen til at tage chancer og modet til at drømme. Alt dette samles i personen Miss Lunatic, der er en art hjemløs, som hjælper alle på sin vej. Hvem hun i virkeligheden er, vil jeg lade være en overraskelse.
Alt i alt er det en både sød og sjov bog, med mange tankevækkende episoder. Man burde tvinge voksne til at læse den, så de kunne overveje deres adfærd mod børn og forhåbentligt ændre den.
Carmen Martín Gaite: Rødhætte på Manhattan. Oversat af Iben Hasselbalch. Gyldendal, 1996.
Danske forside: Lilian Brøgger. Originaltitel: Caperucita en Manhattan