Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Camilla Hübbe: SOS Gilleleje

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Camilla HübbeUdskriv anmeldelsen • 1. november, 2009

sosgillelejeSOS Gilleleje hedder denne bog, SOS for Save Our Souls, og det vrimler med skumle naziforbrydere og lyssky fiskekuttere, men også spirende forelskelse og venskab på godt og ondt.

Simon på 13 er lige flyttet til Gilleleje sammen med sin mor og lille søster. De har tidligere boet på Nørrebro, og Simon er ikke begejstret ved tanken om at forlade storbyen. De er nu flyttet ind i morfaderens hus, og moderen er ved at starte et økologisk take-away sted. I skolen er de i gang med et projektarbejde om Anne Frank, ikke det mest ophidsende efter Simons mening. Han er kommet i gruppe med Osvald og pigen Sigga. I starten er han lidt irriteret på dem men efterhånden bliver de gode venner, og han bliver også lidt lun på Sigga. De tre store børn opdager, at der bor nogle i et ensomt beliggende hus, som ellers har stået tomt længe. De kravler over et plankeværk og støder på en ældre mand, Helmersen. Han virker flink, men bagefter føler de sig ikke sikre på hans forklaring om, hvorfor huset ikke er blevet brugt så længe. Simon har også set en mystisk båd, som han tror måske har noget med smugleri at gøre.

Simon opdager et hemmeligt rum i kælderen i morfarens hus og finder her en Luger, en tysk pistol. Da han sammen med Sigga og Osvald senere gennemsøger rummet finder de også illegale blade fra besættelsen. Simon, Osvald og Sigga sætter sig for at udspionere Helmersen men støder på forhindringer i form af bøse vagtmænd med schæferhunde. Det lykkes dem dog at snige sig ind i huset, hvor de finder et selskab af gamle nazister, der stadig dyrker Hitler og nazismen. De bliver opdaget og undslipper med nød og næppe.

Hjemme igen gennemgås de illegale blade og her finder de flere oplysninger om fortiden, hvor både Simon og Osvalds familie var involveret. Simon, Osvald og Sigga kalder deres lille gruppe for SOS efter forbogstaver ne på deres navne, og de ved, at det ikke er helt ufarligt efter det de har gang i. Historien ender meget dramatisk, men uden at de tre kommer alvorligt til skade.

Primært er SOS Gilleleje er en krimi for store børn, men der er også andre ingredienser i romanen. Hovedpersonerne er 3 helt unge teenagere, en tid hvor der sker meget både indeni og udenpå: en spirende interesse for det andet køn og generelt en oplevelse af, at forældre er irriterende og pinlige. Venskab med jævnaldrende spiller også en stor rolle.

Plottet er ikke alt for sandsynligt, men historien er spændende og godt skrevet med et mundret sprog og megen dialog. Romanen henvender sig til store børn fra 11-12 års alderen.

Camilla Hübbe: SOS Gilleleje. Politikens Forlag, 2009. -146 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (13 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. super god vil du ikke skrive et redfaret af det til mig inde på denne her hjemme side kh MILLo

  2. det er en rigtig god bog den er især god til unge og unge der har brug for hjælp ikke på høj plan men bare en smule det er overhovedet ikke ondt ment men det synes jeg