Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Bodil Bredsdorff: Misafirs engel

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Bodil BredsdorffUdskriv anmeldelsen • 18. oktober, 2004

Stille erindringsglimtroman fortalt af en beskyttende engel om en drengs barndom, der rummer fortællinger med saft og sanselighed

Misafirs engel er en lille, stilfærdig og alligevel farverig roman, som først og fremmest tilbyder læseroplevelser fulde af stemninger og nuancer fra en anden kultur.
Romanen udspiller sig geografisk et sted, hvor der er tørt og varmt, hvor man bor i klippehuler om sommeren, og hvor drenge bliver omskåret nede hos landsbyens smed. Drengen Misafir er ingen undtagelse, og igennem hans skytsengel hører vi om drengens barndom i et fjernt og sanseligt land. Skytsengelen fortæller anekdoter i små stemningsfulde glimt. Det er som at bladre igennem et ukendt fotoalbum med billeder, der alle rummer hver deres historie eller forklaring. Alle billederne i denne roman er små kulturelle stemningsbilleder, der tilsammen meget fint fortæller om en anden slags barndom som fundament for et menneske og vilkårene for en tilværelse fuld af bestemte betingelser, men også nuancer.

Misafir, som ikke lader sig styre af fornuft, er ikke nem at være skytsengel for – han er en lille kæk og modig dreng, som gentagende gange kaster sig ud i halsbrækkende manøvrer. Men han kommer altid hel ud på den anden side (undtaget da han bliver omskåret) – takket være lidt held og lidt skytsengel. Misafirs barndom er i høj grad præget af farfaren, som han er meget knyttet til. Farfaren er fuld af forståelse og kærlighed for sit barnebarn – og gode historier. Som læser fornemmer man, hvordan farfarens fortællinger er med til at forme Misafir og give ham erfaring som menneske. Det er slet ikke en dum pointe.

Jeg synes ikke, at Misafirs engel er en roman, man bør tage megen stilling til. Man bør læse og nyde romanen for det, den rummer af sanselighed og universel visdom.<

Bodil Bredsdorff: Misafirs engel. Høst, 2004
Forside: BrandtDesign

Bodil Bredsdorff er også kendt og elsket for hendes vidunderlige serie om Børnene i Kragevig, for hvilken hun i 1995 modtog Kulturministeriets børnebogspris.

Se Bodil Bredsdorffs hjemmeside her

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.