Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Bo R. Holmberg: Hvis det værste skulle ske

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Bo R. HolmbergUdskriv anmeldelsen • 16. oktober, 2005

Bo R. Holmberg: Hvis det værste skulle ske”Hvis det værste skulle ske” hedder denne historiske roman. Lad det være sagt med det samme: alt det værste sker. Hør bare her:

De fire søskende Astrid, Daniel, Helga og Greta vokser op i en fattig familie. Faren knokler sig selv ihjel – i bogstaveligste forstand – og tilbage sidder moren syg og nedslidt. I alt rummer familien seks børn. Mens Helga tager sig af de mindste og moren, sendes de tre store børn ud for at tjene penge. Den ældste søster, Astrid, lader sig fortrylle af en mand, og pludselig er hun alene og gravid. Skammen er ikke til at bære og driver hende til at tage et valg, som får konsekvenser for både Astrid selv og hendes søskende.

Daniel drager væk for at arbejde i skoven. Han udnyttes og knokler sig fordærvet i farens fodspor. Sliddet er enormt, men lønnen er minimal. Daniel kan aldrig bare tænke på sig selv. Ansvaret for søskendene derhjemme kommer først

Da moren dør, må Helga blive mor for sine små søskende og hun sidder alene tilbage mens, resten af søskendeflokken forsøger at tjene penge til familien. Ved siden af arbejder hun som stuepige på et hotel. Hendes skæbne er ikke så grusom som andre i familien, men hun oplever og betragter alting helt tæt på.

Greta kommer til at tjene som pige hos bonden Markus, der begærer hende og overser eller ikke interesserer sig for hendes afslag. Greta forsøger at holde ham fra sit pigekammer og stænger døren, når hun sover. Angsten er der, når hun er vågen, og også for hende sker det værste. Alle begivenhederne væves ind i hinanden og kulminerer eller eksploderer, da Daniel tager affære drevet af skammen og uretfærdigheden, som følger familien.

Denne historiske roman handler i høj grad om overlevelse. Overlevelsen akkompagneres af temaer som kærlighed, sammenhold, forbrydelse og straf. Handlingen foregår først i århundredet i Sverige. Forfatterens ærinde er at skildre de barske livsbetingelser for de mennesker, der var særligt udsatte for ulykker i kraft af eller på grund af deres status på samfundets bund. Det er skildret rørende, og personerne er vedkommende og går ind under huden på læseren. Man forarges og chokeres. Og glædes over at være borger i velfærdsamfundet anno 2005, hvor man i regelen har mulighederne liggende for sine fødder.
”Hvis det værste skulle ske” placerer sig i samme tradition for socialrealistiske historiske romaner som f.eks. Sven Wernströms serie om Trællene (1974), som handler om undertrykkelse, klassekamp og sociale uligheder. Det er spændende læsning, men også lidt firkantet, idet der ikke er mange gode eller slet ingen søde eller rare mennesker repræsenteret fra mellem- eller overklassen. De ulykker, som familien udsættes for, kunne også være hændt i et højere socialt lag, hvor størrelser som skam og forbrydelse ikke er ukendte. Men her, på bunden, bliver det sat på spidsen, og kontrasterne bliver knivskarpe. Handlingen har mange lag og er bygget op, så man følger udviklingen af fortællingen med skiftende synsvinkler på de forskellige søskende. Det virker godt og er med til at øge spændingen. Man er hele tiden klar over, at en ulykke for familien ikke kommer til at stå alene. Det er lykkedes forfatteren Bo R. Holmberg at beskrive miljøet levende, hvilket tilfører en del troværdighed til historien, som kan være svært at bære. Romanen er velskrevet, medrivende, giver stof til eftertanke og får mine bedste anbefalinger.

Forsiden på romanen er voldsom som sin handling, dog parallellerne mellem forside og fortælling ikke er helt klokkeklare for mig. Men med kødkroge, blodpletter og menneskelig fortvivlelse er man i hvert fald advaret: Det værste sker…

Bo R. Holmberg: Hvis det værste skulle ske. Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 2002. Forside: Per Jørgensen. Originaltitel: Om det kommer til det värsta

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.