Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Bjørn Sortland: 12 ting som skal gøres, før verden går under

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: redigeresUdskriv anmeldelsen • 16. juli, 2005

Memento mori – Vid, at du skal dø!

Indrømmet, denne bog lånte jeg udelukkende pga. dens titel. Forsiden viser et meget ungt par, der ømt, men også lidt kejtet forenes i et kys. Det appellerer umiddelbart mest til unge piger. Men man kan jo altid lære noget nyt – og lad det bare være sagt med det samme: jeg mangler stadig at gøre et par ting. Hvis jorden umiddelbart snart går under.

Therese på 13 år har ikke 100 % kontrol over sin tilværelse. Hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Det fylder ikke meget i bogen – men det fylder meget for Therese. Den autistiske storesøster Randi-Irene fylder også meget. Hun kræver stor regelmæssighed og ingen udfordringer. Sagt på en anden måde er hun tit en belastning, og Therese er ikke altid så sød ved hende, som hun burde. Therese er på vej til at blive voksen – det afslører sig igennem en masse bekymringer og spekulationer. Måske er det derfor, at hun beslutter at liste de ting op, som hun burde gøre eller få bragt i orden, inden det er for sent. Det spænder bredt: fra at finde en kæreste at kysse på til at læse vigtige bøger (men de må ikke være for lange) og få sagt, hvad man i virkeligheden mener. Listen kommer til at rumme 12 ting i alt.
Therese tager hul på listen. Hun ligger ud med den med kæresten, og da hun er lidt lun på den meget kristne Jan, er det jo oplagt at høre ham om hans synspunkter/erfaringer med verdens undergang. Det er ret underholdende at høre om, hvordan Therese kredser sig ind på sit bytte. Hendes målrettethed er imponerende, og hendes opfindsomhed er stor – og det samme er hendes mod.

12 ting som skal gøres, før verden går under handler i sin kerne om nærvær eller mangel på samme og ansvar for sig selv og andre.
Historien om Therese udgør ikke en lang bog, men derfor når den alligevel at gribe fat i noget eksistentielt. Og det bliver alt sammen serveret så elegant, at man som læser både frydes og krøller tæer over Thereses påfund og beskrivelser af samme for at nå sine mål.
Romanen er bygget op af forholdsvist korte kapitler, som er små tankerækker fulde af stof til eftertanke. Tilsammen danner de et fint, humoristisk og meget troværdigt portræt af et ungt menneskes indre verden, og hvordan denne rent konkret udfolder sig i den ydre virkelighed. Man kan lære meget af Therese – eller komme i tanke om noget, man godt vidste, men havde glemt.
Jeg kommer umiddelbart til at tænke på multitænkeren Piet Heins læresætning: ”Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det”, som godt kunne have været forlægget til denne roman.

12 ting som skal gøres, før verden går under vandt en skandinavisk romankonkurrence i 2001

Bjørn Sortland: 12 ting som skal gøres, før verden går under. Oversat af Susanne Vebel.
Gyldendal, 2002.
Forside:?  Originaltitel: 12 ting som må gjerast rett før verden går under, 2001

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (2 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. Jeg blev tvunget til at læse bogen på min skole og den hvar så dårlig så dårlig og klam mega dårlig bog LÆS DEN IKKE