Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Birgit Strandbygaard: De første tegn

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Birgit StrandbygaardUdskriv anmeldelsen • 28. marts, 2010

Tegnene viser dig vej til eventyret i din hverdag

Eventyrbanden består af det umage trekløver Tim, Alma og Marie. De går i samme klasse og bliver gode venner under forsøget på at opklare, hvorfor to mystiske mænd lusker rundt omkring i byen og overfalder den gamle, ensomme dame, der bor ude ved Møllerhuset.

Handlingen tager fat, da Tom om natten drømmer om en stemme, der beordrer ham til at finde et bestemt ord i en bestemt bog fra hans fars boghandel. I nattens mulm og mørke sniger han sig afsted på jagt efter det første tegn, som er ordet: eventyr.

Samme nat opdager Tim, at to forbrydere er på spil i den lille by. Næste dag i skolen får han det næste tegn, nemlig at opsøge den excentriske og egenrådige Alma og den forsigtige Marie fra sin klasse. Alma fortæller Tim, at tårer åbner sjælen. Dette har gjort ham modtagelig over tegnene. Inden længe er de tre dybt opslugte af at opklare sagens sammenhæng.

Børnenes forbryderjagt byder på natlig færden ved den gamle jættestue, hvor rygtet siger, det spøger. Fundet af kasser med cigaretter og spiritus. Røveriet af en gammel kraftsten, som kan åbne til en større virkelighed. Og et næsten udueligt politi, som ikke tager børn og gamle damer alvorligt.

Børnenes venskab består på trods af de sociale skel, som optager forældrene. Samtidig virker forældrene til at være mærkeligt uvidende om deres børns færden. Især Alma bliver på sin vis ladt i stikken af sin distræte opfinder-far. Men det spirende venskab med den gamle dame fra Møllerhuset kommer imidlertid til at skabe orden i Almas tilværelse.

Persontegningerne virker næsten karikerede i deres typebestemmelser. Forældrene fremgår mest som nogen, der sætter til tider uforståelige grænser for deres børn. Grænser, som de tre nye venner sprænger med deres fordomsløse tilgang til hinanden.

De varme venskaber, der knyttes står stærkest, synes jeg. Desværre mangler personerne dybde. Spændingsopbygningen fungerer, hvis du som læser ser stort på logikken i, hvor længe et lille bysamfund vil lade sig udsætte for to forbryderiske mænd. Det overnaturlige element med kraftstenen, når endnu ikke helt at folde sig ud, men det kan næste bind serien bøde op for.

De første tegn er 1. del af serien Eventyrbanden.

Birgit Strandbygaard modtog i 2005 Kulturministeriets Børnebogspris for romanen Drengen, der samlede på ord.

Birgit Strandbygaard: De første tegn. (Eventyrbanden; 1) Høst & søn, 2009.- 135 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)