Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Bill Peet: Humpeligimpen

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Bill PeetUdskriv anmeldelsen • 10. november, 2008

Et møde med en heks, som begynder sin trylleremse med ordene ”Halunkius prunkius”, kan udvikle sig til et farefyldt eventyr, så pas på!

Den kendte og elskede billedbog om Humpeligimpen er udkommet i en ny og indbydende udgave med en iøjnefaldende forsideillustration af det pudsige dyrevæsen. Selvom historien har mange år på bagen, vil den stadig kunne underholde de ældste billedbogslæsere.

Den gamle gårdhund Laban er trist og drømmer om at leve et liv i sus og dus som den berømte nabohest Palomar. En dag stikker Laban af fra gården og sin bedste ven drengen Orla. I skoven møder han heksen Tilde, som tryller ham om til en Humpeligimp. Hans nye udseende skræmmer alle, han møder på sin vej, og det viser sig ikke at være så nemt at finde sig tilpas i den nye krop. Han tages til fange og opnår stor berømmelse, da han udstilles for alle byens borgere. På trods heraf er han mere ulykkelig end nogensinde. Heksen Tilde formår heldigvis at trylle ham tilbage til sin elskede hundekrop igen, og han vender næsen hjemad til sit trygge liv efter sit livs mareridt.

Den kendte amerikanske forfatter og illustrator Bill Peet er født i 1915 i Indiana. Han har gennem årene skabt mere end 30 bøger. Igennem en lang årrække har han været ansat hos Disney og har deltaget i skabelsen af mange af de klassiske tegnefilm som Dumbo, Peter Pan og Junglebogen
Ideen til Humpeligimpen opstod på et af hans mange besøg på skoler. Når børnene skulle gætte, hvilket dyr han tegnede, lavede han en tegning med dele fra forskellige dyr for at forvirre dem. Hunden Laban er inspireret af hans hund Rama.
Det er en længere billedbogsfortælling med et meget fint samspil mellem tekst og illustration.

Jeg er meget glad for denne billedbog, som i sit fantasifyldte univers giver plads til hekse, trylleri og ikke mindst de store følelser. Som læser lever man sig dybt ind i Labans glæder og sorger. Heksen Tilde er skøn, og hendes trylleremse vil børn sikkert snart kunne udenad. Pas bare på!

Læs mere om Bill Peet på www.billpeet.net

Bill Peet: Himpeligimpen. Forside og illustrationer af Bill Peet. Oversat af Klavs Brøndum. 4. udgave, Carlsen, 2008. 60 sider, 249,-

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (7 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. Jeg har fået oplæst og har senere selv læst denne bog hundredevis af gange som barn; det var min absolutte favorit. Det er et super godt eventyr – med en rigtig god pointe i øvrigt. Som lille kunne jeg trylleremserne…ja og faktisk hele bogen udenad. Kan klart anbefales!