Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Bent Rasmussen: Leo Lokum og Lille Lort

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Bent RasmussenUdskriv anmeldelsen • 7. april, 2009

leolokumLille Lort får gådefulde beskeder fra det hinsides og hvirvles ind i et fantastisk spind af besynderlige hændelser.

Lille Lort hedder i virkeligheden Laurids. Han har fået det lidet flatterende øgenavn fordi hans far, Leo Lokum, kører med den store, orange slamsuger og ordner forstoppede toiletter.
Laurids har ikke noget nemt liv: Hans mor er død, klassekammeraterne mobber ham, og han har ikke meget at glæde sig over i hverdagen.
En dag ringer hans mobiltelefon, og en mystisk besked bliver givet videre: Laurids skal undersøge sin tipoldefars fortid. Laurids får hermed noget af en udfordring, som han går op i med skrækblandet entusiasme. Han får hjælp af Sylvia, hans bedste ven fra 6. klasse og sammen udforsker de alle de “spor” som tipoldefaderen giver i form af telefonbeskeder og breve. Spor, som både relaterer sig til fortid og nutid…
Der er lagt op til både uhygge og eventyr.

Leo Lokum og Lille Lort er en velskrevet, hjertevarm bog om en dreng, som kæmper med sorg og udstødelse. Han kan ikke selv finde ud af, hvordan han skal komme videre, så da den første telefonbesked kommer, er den som sendt fra himlen. Laurids reagerer med nysgerrighed, skepsis og indimellem med raseri over det uforståelige. Hvorfor lige ham? Hvad er det han skal gøre? Hvem er det, der sender beskederne – og som ved så meget om Laurids?
Bent Rasmussen har forstået at fortælle en sørgelig historie med så megen mystik, at svarene ikke ligger lige for. Og Laurids vælger at lade sig lede i de retninger, som omstændighederne bringer ham i. Alt sammen med det ene formål at få Laurids til at rykke sig og se andre muligheder i livet.
Det er mit første besøg i Bent Rasmussens univers – og ikke mit sidste. Jeg er imponeret over, hvor let han blander fantasi og virkelighed sammen til en meningsfuld cocktail, hvis essens de fleste voksne vil forstå på et meget konkret plan, men som børn vil opfatte på et helt andet plan og tage det samme til sig alligevel. God bog uden sentimentalitet over det alvorlige emne som sorg er.

Bent Rasmussen: Leo Lokum og Lille Lort. Omslagsillustration: Ursula Seeberg. Høst & søn 2009. 134 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.