Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Bent Haller & Rasmus Bregnhøi: 13 opskrifter på tørre tæsk

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Bent Haller, Rasmus BregnhøiUdskriv anmeldelsen • 24. september, 2008

En overflod af gode råd til dem, der trænger til at få et par på frakken

”13 opskrifter på tørre tæsk” er lige præcis det, den giver sig ud for at være – nemlig 13 opskrifter på, hvordan man kan være ret sikker på at få en eller anden form for prygl.

Men man får mere end det. Bag i bogen findes der som bonus en mini-ordbog, hvor man kan få opklaret hvad f.eks. ord som ”huskekage”, ”høvl” og ”en på bærret” dækker over. Skræmmende, men interessant.

Bogen er, ud over at være et meget praktisk værktøj, særdeles underholdende. Rasmus Bregnhøis illustrationer passer fint til Hallers tips og forklaringer. Selv om de også for et ungt øje er lidt uhyggelige, sådan ved første øjekast. Men når man sidder tæt sammen og får læst højt, så står det hurligt klart, at det hele er en gang fis og ballade – og slet ikke er farligt.

”13 opskrifter på tørre tæsk ” er rigtig sjov at læse højt og få læst højt af. Sætningerne er ofte lange, og højtlæsende forældre med åndenød er ikke uden underholdningsværdi. Det er en bog, der på mange måder smager af drengestreg – herligt!

Bent Haller: 13 opskrifter på tørre tæsk. Illustrationer af Rasmus Bregnhøi. Høst & Søn, 2008

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.