Fortællingen.dk

Det er Jasons skæbne at finde Det gyldne skind og bringe det tilbage til Delfi. Opgaven besværliggøres af gudernes evindelige indblanding, og Jason ender med at lide en krank skæbne.

Da Jason begiver sig ud på en farefuld færd for at bringe Det gyldne skind tilbage, deler det guderne i to lejre. Dem, som hjælper ham, og dem, som modarbejder ham. Desværre viser det sig, at gudernes hjælp faktisk er det, som bliver hans skæbne. Kongedatteren Medea forelsker sig i Jason pga. Eros pil, og hun beslutter sig for at hjælpe ham. Desværre betyder hendes hjælp, at en forfærdelig forbandelse nedkaldes over dem, og deres liv ender i tragedie.

Det er første gang, jeg hører historien om Jason og Det gyldne skind i sin fulde udstrækning, og jeg må sige, jeg er begejstret. Normalt har jeg ingen problemer med at gå til og fra en bog, men her var det problematisk. Personerne hvirvles konstant ind i den ene fare efter den anden, og et utal af sidehistorier ridses op, så man hele tiden lige må læse bare det næste kapitel.Hertil kommer, at gudernes skærmydsler er utroligt underholdende. Eros’ surmulen og påtagede dumhed fanger utroligt godt, det forkælede barn han i virkeligheden er. Skræmmende, hvordan uendelig magt kan bruges i hænderne på egoistiske væsner.

Jeg nød også beskrivelsen af Orfeus, sangeren med den guddommelige stemme – han beskrives som en tynd ung mand med langt, løsthængende hår. Skandale! Især fordi det danner mode blandt unge mænd. Bystyret i Athen forbyder ham at synge, men så går ungdommen amok. Jeg ser en Beatles-klon for mig. Måske fordi han følges af unge kvindelig groupies? Den første rockstjerne er født!!!

Rejsen efter Det gyldne skind er ikke ufarlig, men rejsen hjem er værre, fordi Medea dræber sin bror og dermed nedkalder gudernes straf. Den del af historien ramte min feministiske åre. Jeg kan simpelthen ikke fatte, et det er helt i orden, at faderen og broderen vil dræbe hende under de mest forfærdelige pinsler, men hvis hun vælger at dræbe sin bror, bryder helvede løs. Ikke at jeg går ind for brodermord.

Denne del af historien viser tydeligt, hvor mandsdomineret det græske samfund var. Medea vover at trodse sin far, og dermed bliver hun forræder mod sin slægt. Det var ikke noget, man kunne tage let på i en tid, hvor slægten var ens eneste mulighed for overlevelse.

At Bent Haller ikke falder for fristelsen til at lade Medea vinde i det moderne og ligestillingens navn, tjener til hans ære. Jeg synes, historien er dybt uretfærdig overfor Medea, men sådan var kvindesynet dengang. Hvad hun gjorde, var noget utilgiveligt for datidens mennesker, og det lader Haller heldigvis historien afspejle. Her skal lige indskydes, at jeg hader, når nyindspilninger af klassikere som f.eks. Skatteøen pludselig har en stærk selvstændigt kvinde med, som sparker r… Ikke fordi jeg har noget imod stærke kvinder, tværtimod. Jeg mener, bare det er en unødvendig tilføjelse til historien.

Historien bæres af Medea. Det er hendes valg, som skaber konsekvenser, mens Jason trækkes med. Deres fælles skæbne afspejler menneskesynet i datidens samfund, og Haller tegner med sikker hånd gudernes vilkårlighed. De er som små børn med uendelig magt, egoistiske og selvcentrerede. Her er langt til kristendommens barmhjertelige gud, mens slægtskabet med den hævnende gammeltestamentlige gud er langt mere synligt.

Beskrivelsen af Prometheus’ skæbne får mine tanker rettet hen mod den nordiske Lokes skæbne, og derfor begyndte jeg at sammenligne de nordiske og de græske guder. De er faktisk ikke så forskellige, så hvis man nyder bøger som “Nordiske gude- og heltesagn”, vil Jason klart være et hit.

Bent Haller har med sikker hånd flettet et mylder af skæbner sammen. Han er fantastisk til at fortælle sidehistorier uden at miste hovedhistorien af syne. Haller har fanget tidsånden i historien, men samtidig formår han at peppe sproget op uden at gøre personerne poppede. Haller er også utrolig dygtig til at antyde Jasons skæbne, så det virker som et spændingsbærende element, særligt når man ikke kender historien. Det er ellers noget, mange forfattere knækker halsen på. Jeg oplever ofte, at disse antydninger bare gør mig irriteret, og efterlader mig undrende over, at man ikke bare siger ligeud, hvad der skal ske.

Jeg er bestemt ikke færdig med Jason. Jeg slugte bogen så hurtigt, at jeg lige må læse den igen for at være sikker på, jeg fik det hele med. Jeg må også indrømme, at jeg også glæder mig til at læse mere udførligt om Herakles og de andre, som følger Jasons rejse. Til slut kan jeg kun rose illustrationerne, som på fantastisk vis understøtter historien. Tegningerne er en velintegreret del af bogen, som støtter historien og aldrig virker forstyrrende på læsningen. Noget, man desværre ellers ofte er ude for.

Jeg vil klart anbefale Jason til læsere af mytologi og bøger om græsk kultur, såvel som fantasy-elskere.

Bent Haller: Jason: Jagten på Det gyldne skind. Illustreret af Mads Stage. Sesam, 2005