Fortællingen.dk

Agnes og Edvard er tilbage – desværre for dem er vampyrerne det også, og det i endnu større antal

I ”Vampyrfesten” måtte de to søskende Agnes og Edvard indse, at det bevis, som deres far angiveligt havde brugt sit liv på at finde, ikke eksisterede: vampyrerne var virkelige, og de hærgede i byens gader, endda endnu mere end nogen havde troet. Det var kun med nød og næppe, at de selv overlevede deres møde med nattens børn, og kun med hjælp fra den mystiske pige Mine, som selv var vampyr.

I ”Blodet er liv” er der gået et par måneder, og familien har ikke opgivet at finde svaret på, hvad der virkelig skete med søsteren Marie-Louise, da hun døde og af Mørkets Brigade blev udpeget som vampyr. Især moderen er hårdt ramt og forsøger at få kontakt ved hjælp af seancer – og netop en sådan bringer endnu flere spørgsmål: om end de så vampyrjægerne hamre en pæl gennem Marie-Louises lig, fortæller mediet, at hun ikke er død.

Endnu en gang drager de to børn ud i natten, men må snart indse, at det er dem selv, der er de jagede.

Det er strengt nødvendigt at have læst første bind i serien, idet der i ”Nattens Børn” er tale om en mere eller mindre sammenhængende historie, der er delt op i flere bøger. Det giver forfatteren gode muligheder for at opbygge cliffhanger-spænding, og det udnytter han til det yderste, men opdeling i de to første bøger giver handlingen en kunstig stop og start. Det gør, at man nok bør holde en pause mellem bøgerne og ikke læse dem i direkte forlængelse – det virker, som om Bødker har haft tankerne på tidligere tiders føljetoner, som blev udsendt med faste mellemrum af folk som Dickens og andre. Stemningen i bøgerne leder også i samme retning – byen har ikke noget navn, men der er en helt klart victoriansk stemning, og elementer som seancer drysses gladelig ind i teksten. Centralt i handlingen står dog en skibsrejse, hvor skibet langsomt bliver fyldt op med de udøde, og det er en ganske effektiv beskrivelse af hovedpersonerne stigende skræk, da det går op for dem.

”Nattens børn”-serien er hovedsageligt henvendt til yngre læsere. Sproget er enkelt og handlingen hurtigt. Voksne læsere vil nok hovedsageligt underholde sig med at spotte forfatterens intertekstuelle referencer – titlen er én, familiens læge hedder Murnau og så videre, men det er dog meget lidt at understøtte en læseoplevelse på. Dertil kan man dog finde noget ekstra i bogens illustrationer: Mårdøn Smet har tegnet både forside og vignetter, der fanger stemningen perfekt; faktisk ville jeg håbe, at han i følgende bind fik lov at ubrede sig mere, måske i nogle dobbeltopslag, hvor man virkelig kan nyde hans evner.

Benni Bødker: Blodet er liv (Nattens børn: 2). Gyldendal, 2006. Forside: Mårdøn Smet