Benjamin Zephaniah: Gangsta Rap
Emner: fra 13 år, hip hop, især for drenge, musik, teenageliv, venskab, vold • Se alle anmeldelser af: Benjamin Zephaniah • • 3. marts, 2011Mød Ray. En af den slags typer som både forældre og skole har opgivet. Vennerne Prem og Tyrone er ikke meget bedre.
Alle tre gutter er blevet smidt ud af skolen, og nu hænger de ud i den lokale musikbiks for at få tiden til at gå. Heldigvis har drengene talent for at rappe. For at sige det rent ud, så er de skide dygtige.
En dag får de mulighed for at få foden inden for et pladestudie, og deres drøm om at indspille det vildeste mother-fucking hiphop-album går i opfyldelse. Hurtigt kravler de op af hitlisterne, men succesen har en bagside. Snart er drømmen forvandlet til et mareridt af vold og bandeopgør.
Der er knald på i Gangsta Rap. Det er svært ikke at blive draget ind i Rays verden, der er så meget anderledes end den, der er uden for min dør. Jeg kender absolut intet til den britiske hiphop-scene, men det gør ikke spor. Benjamin Zephaniah skriver, så jeg bare efter få kapitler fik lyst til at gå med store guldkæder og lave håndtegn.
Benjamin Zephaniah er britisk multikunstner og har skrevet flere ungdomsbøger. Desværre er Gansta Rap den eneste, der er udkommet på dansk.
Benjamin Zephaniah: Gangsta Rap. Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen. Phabel, 2009.