Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Beatrice Masini: En meget, meget yndig brud

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Anna Laura Cantone, Beatrice MasiniUdskriv anmeldelsen • 15. marts, 2008

En meget, meget yndig brudHvordan skal den smukkeste og mest romantiske brudekjole se ud – forelskede Filomena er ikke i tvivl.

Det er ikke så ofte vi får lov til at opleve billedbøger fra Italien, men her er et pragteksemplar, som er skabt af forfatter Beatrice Masini og illustrator Anna Laura Cantone.

Sypigen Filomena syr de mest romantiske og vidunderlige brudekjoler til alle byens piger. Mens hun syr, drømmer hun om at sy sin egen brudekjole. Da mekaniker Ferruccio, som er hemmeligt forelsket i Filomena, tager mod til sig og frier til hende, siger hun lykkeligt ja. Hun bruger nu al sin tid på at sy sit livs kjole. Den store bryllupsdag indledes katastrofalt, da Ferruccio flygter på sin scooter, da han ser brudekjolen, som er alt for voldsom og overpyntet. I jagten på at få sin elskede tilbage falder pynten bogstavelig talt og i overført betydning af Filomena og kjolen. Det lykkes at vinde ham tilbage, og hun gifter sig i en enkelt, kort kjole uden pynt eller slør. Brudeparret erfarer, at det simple og enkle, er det ægte og sande.

Illustrationerne er i collagestil, hvor der er gjort brug af udklip fra tidsskrifter, stoffer og tegninger. Brudekjolerne er pyntet med stofblonder og fjer. Det giver en fantastisk visuel dybde, og man skal næsten mærke efter, om fjerene er ægte. Filomenas brusende mørke hårpragt fremstår så realistisk, at det skaber tvivl, om den er tegnet eller ej. Det er meget livligt på bogens sider, og der er sjove detaljer at gå på opdagelse i. Illustrationen af brudens jagt på sin ægtemand viser hende løbe på en spilleplade, hvor startfeltet er kirken og slutfelt 13(!) er kærlighedens felt. Der er gennem hele bogen en god sammenhæng mellem illustrationer og tekst.

En dejlig historie med stof til eftertanke for alle romantiske og drømmende prinsesser fra 3 år.

Beatrice Masini: En meget, meget yndig brud ; illustreret af Anna Laura Cantone ; på dansk ved Susanne Vebel. – [Kbh.] : Thorup, 2002. – [28] sider : alle ill. i farver ; 30 cm –
Originaltitel: Una sposa buffa, buffissima, bellissima.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.