Bardur Oskarsson: Poul, en cool giraf
Emner: billedbøger, dyr, fra 5 år • Se alle anmeldelser af: Bárður Oskarsson • • 21. december, 2009En billedbog om at være eller ikke være… cool
Cool, det er noget, man er – og det er noget, som det er meget svært at gøre sig selv til. Det er i al fald, hvad giraffen Poul må sande i den færøske forfatter og illustrators tredje bog på dansk. Han har før været udgivet med de minimalistske og zen-morsomme ”En hund, en kat og en mus” og ”Kødbenet”. Historien om giraffen Poul er i samme stil, lun og underfundig med tegninger, der glimter strålende i øjenkrogen.
Poul er cool – uden dog helt at vide hvorfor. For egentlig ligner han alle de andre giraffer. Det ændrer dog ikke ved, at de på en eller anden måde ser op til ham – og det ikke, fordi han har en længere hals end de andre. Men han har altså det der ubestemmelige noget, der gør ham cool. Han er helt almindelig, lige bortset fra at han altså ikke er særligt glad for blade.
Da han indser det, starter Pouls jagt på noget, der smager bedre end de tørre, kedelige grengevækster. Måske kunne han spise andre dyr, ligesom løven; men det er måske ikke det smarteste, når man let får ondt i ryggen.
Altimens Poul forsøger sig med en alternativ diæt, trækker de andre giraffer sig væk fra ham. For det, der gør ham cool, er i al fald ikke en karriere som kødæder. Men måske er det, fordi der (uden at afsløre for meget) er en lille oprører gemt indeni Pouls helt almindelige ydre.
Historien fortælles med enkle billeder – og masser af lange girafhalse. Og så med Oskarssons helt særlige øje for ansigter (især dem for enden af de lange halse) og de pludselige udfald fra den stilfærdige almindelighed, som da vi pludselig får præsenteret den misundelsesværdige løve og en mildest talt overrasket udseende hare. Og Poul i sine jagtforsøg, både de vellykkede og de mindre succesfulde. Oskarsson formår at fange det absurde i et vegetarisk dyr på 5 meter og cirka et ton, der sætter sig for at forsøge sig som jæger. Hvor rovdyret eksploderer i handlingen, kommer stakkels Poul bare til at se uendeligt fjollet ud.
Endnu en gang har Oskarsson begået en billedbog, der på overfladen er ganske enkelt, men alligevel rummer masser af vidunderlige detaljer og et eller andet sted under det hele er… cool.
Bárður Oskarsson: Poul, en cool giraf. Oversat af Hugin Eide. Forlaget Torgard, 2009.