Barbro Lindgren: Per og Pussi
Emner: fra 5 år, god til højtlæsning, hunde, let at læse, opdragelse • Se alle anmeldelser af: Barbro Lindgren • • 22. november, 2008Hundehvalpen Pussi kommer til verden i en lun hundekurv, der strutter af varme og nærhed. Idyllen spoleres, da Pussi sælges og hentes af Hr. Husse. I Pussis nye hjem er der ikke varme og slet ikke nærhed. Det er faktisk ret hjerteskærende. Men så alligevel. For heldigvis har Hr. Husse en dreng, Per, som elsker Pussi ved første snudekys.
Det er lidt uklart hvorfor Hr. Husse og frue egentlig ville have en hundehvalp, fordi de skælder den meget ud og giver den endda smæk! Hunde må ikke noget, mener hr. Husse og det må børn egentlig heller ikke. Derfor kan man kun heppe, da Pussi og Per stikker af hjemmefra. Hr. Husse og frue bliver kede af det og græder. Men det har de faktisk rigtig godt af.
Det er typisk voksne. Hvis de lyttede til, hvad deres børn sagde, kunne de spare sig selv for meget.
Per og Pussi er en skøn og rørende letlæst bog, som har små 20 år på bagen. Historien fortælles igennem korte letlæste sætninger. Nuancerne må hente i illustrationerne, lavet af Eva Eriksson, som er fulde af liv og bevægelse. Teksten skæmmes også af en lidt gammeldags oversættelse, hør bare: “Hr. Husse vil have, at hunde skal lyde. Han vil også have, at børn skal lyde.” Lyde hvad? – tror jeg, at de fleste børn i dag vil gruble over.
Men det er der råd for – læs bogen højt og tilsæt selv lidt ekstra sprogligt krydderi. Uanset, er illustrationerne helt igennem vidunderlige på den der særligt charmerende svenske måde.
Barbro Lindgren: Per og Pussi. Illustreret af Eva Eriksson. På dansk ved Robert Fisker. Carlsen, 1987. 27 sider. Originaltitel: Per och Pompe