Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Arne Herløv Petersen: Fredsrejsen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Arne Herløv PetersenUdskriv anmeldelsen • 17. september, 2004

Mød en ganske almindelig pige, som kun adskiller sig ved, at hun gerne æder andre, f.eks. sine børn. Oplev ekstrem overlevelse og tag med til efter atomkrigen og tilbage igen før og mød Svend Auken.

Okay, denne bog kan ikke sælges på forsiden. Lad det være sagt med det samme. Efter at du har læst denne bogomtale, som kun vil være af positiv karakter, vil du efter planen overveje at læse Fredsrejsen.
Jeg forestiller mig, at du opsøger dit lokale folkebibliotek for at låne bogen. Når du så står med den i hånden og ser forsiden, så stå fast og tab ikke modet – husk, hvad en eller anden med uendelig visdom og indsigt sagde: DØM ALDRIG EN BOG PÅ DENS FORSIDE – her ikke ment i overført betydning; men fuldstændigt bogstaveligt!

Altså, luk øjnene, åbn bogen – og igen øjnene og start en fantastisk velskrevet, klukkende humoristisk og sanselig fantasifuld rejse til tiden efter den altomfattende atomkrig.

Efter atomkrigen er der visse konsekvenser. Klimatisk, samfundsmæssigt og socialt. Livet er kogt ned til ekstrem overlevelse.

For Kia på 15 år, romanens hovedperson, betyder det blandt andet, at hun af sult har spist sine to børn og har et stort materiefyldt hudkræft-sår på låret. Alligevel er hun populær og bliver ustandselig voldtaget af andre medlemmer af den hjord, hun tilhører. Hjorden ledes snedigt af Erhard, som mener at nedstamme fra Solen. Solen betragtes som en art gud, og mytologien er, at da menneskenes bål engang brændte ud, steg solen ned for at tænde dem igen – og futtede således jorden og de fleste mennesker af ved samme lejlighed. Så æder man Erhard, lægger man sig ud med Solen. Det er så som så med den almindelige folkeoplysning

En dag, da Kia drevet af sult forvilder sig væk fra hjorden, åbner mulighederne sig imidlertid for hende. Hun møder Ethan, som hun udvikler venskab og forhold til. Ethan er idealist og temmelig visionær og tilbyder en alternativ og interessant udlægning af historiens gang. Sin viden har han vundet igennem ihærdigt researcharbejde i ruinerne af det samfund, der engang var. Ethan har belejligt fundet ud af at læse, og ved at indsamle viden om tiden, der var, og atombomben, der afsluttede det, forestiller han sig, at han kan og bør være med til at ændre det skete. Når noget er gjort, kan det også gøres om, mener Ethan, hvorfor han fremstiller en tidsmaskine. Lidt i en håndevending – men det er strengt taget ikke der, man som læser skal lægge sit fokus.

Jeg vælger f.eks. også at overse det sandsynlige i, at Svend Auken nogensinde bliver statsminister. I Danmark.

Fredsrejsen er en rigtig god lille roman. Lille rent fysisk, men sprogligt og indholdsmæssigt bliver man som læser mættet af forfatterens talent for at forme sætninger, som bugner af sanselighed og et indhold, som formidles ligefremt og humoristisk med et blink i øjet.

Jeg kan kun anbefale denne danske science fiction roman. Den er hurtig læst, men god at huske.

p.s. Kære Aschehoug, må jeg så lige foreslå, at I udgiver et nyt oplag af Fredsrejsen igen? Måske Emil Landgren eller Peter Madsen lige kan klappe en lækker forside sammen, der passer til indholdet?

Arne Herløv Petersen: Fredsrejsen. Aschehoug, 1983

 Læs mere om forfatteren Arne Herløv Petersen på litteratursiden.dk

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.