Annie Dalton: Agent engel 12. Drømmesyn
Emner: del af serie, fra 12 år, mest for piger • Se alle anmeldelser af: Annie Dalton • • 12. december, 2008Mørkets kræfter er på spil. Men det er ikke en helt almindelig pige, de er ude efter.
Skytsenglen Mel er har fået en ny mission. Cody, der er halvt indianer, har alvorligt brug for en skytsengel. Med en psykisk syg mor og med udsigt til et liv på børnehjem, har hun alle odds mod sig. Men der er et eller andet ved pigen. Et eller andet, der får Mel til at melde sig til jobbet. Og det er, selvom hun egentlig skulle ud på en anden mission.
Ambriel, en skaberengel, har belejret Mel. Jorden er ved at gå under, fordi menneskene forurener. Det står skidt til for jorden. Han prøver med alle kneb at åbne Mels øjne for problemerne.
Som om det ikke er nok, så forsvinder dejlige Reuben på en mission. Hvor er han? Og hvad mente han med sin sidste SMS? Kan han virkelig lide Mel?
Denne gang er Mel virkelig kommet på arbejde. Det er ingen nem mission, for Cody er virkelig ude, hvor hun ikke kan bunde. Da hendes indianske tanter henter hende på børnehjemmet, virker det endnu mere uoverskueligt. Men måske var det i virkeligheden det bedste, der kunne ske.
Jeg kunne mærke, der var noget i Cody, der blev draget helt vildt af de her excentriske gamle damer. Hun havde været overladt til sig selv så længe. Nu var der pludselig nogen, der ville have hende. Men det var ligesom at komme ud i det alt for skarpe sollys efter at have levet for længe i mørke. Det var for meget.
Hvorfor er MØK´erne så vilde efter at fat i Cody? Og har Cody noget at gøre med Ambriel? Hænger det hele sammen? Noget kunne tyde på det. Men hvordan?
Den tolvte og sidste bog om Agent engel er alvorlig og knap så “fjollet” som de forrige. Og det klæder den. Melanie har udviklet sig og er nu en moden og meget dygtig engel. Emnet, klima og udnyttelse af jorden, er topaktuelt og super godt. Det lykkes forfatteren at få sit budskab ud, uden at virke belærende.
Læs også de 11 første bøger Agent engel!
Annie Dalton: Agent Engel 12. Drømmesyn. Originaltitel: Agent Angel – Living the Dream. Oversat af Helle Schou Kristiansien. Forlaget Carlsen 2008, 207 sider, kr. 69,95