Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Anne Sofie Hammer: Villads fra Valby

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Anne Sofie HammerUdskriv anmeldelsen • 31. marts, 2009

villadsfravalbyValby er måske ikke Lønneberg, men Villads minder om Emil.

Villads bor sammen med sine forældre og sin storesøster i Valby. Han går i børnehave og elsker at lege med sin bedste veninde Frida, og allermest i verden ønsker han sig en lillebror – og så har han en fantastisk evne til at finde på de allermest spændende lege. Problemet er blot, at de mest spændende lege er dem, voksne ikke synes om – selv når det egentlig mest var gode gerninger! Så Villads ender altid med at få skældud, selvom han bestemt ikke har fortjent det – men sådan er voksne så mærkelige…

Villads vil fx meget gerne låne en anden drengs lyssværd, men da drengen har glemt at tage den med i børnehaven, må Villads jo hjælpe ham over børnehavens hegn, så han kan hente det. God idé, synes Villads, modsat alle de voksne. En vulkan i børnehaven? God idé – og så alligevel ikke. Og så er der den rigtig tarvelige idé – den idé, som andre giver énm og som man så slet ikke må bruge alligevel: Villads far synes næsten, han kan se, at Villads flyver, når han har Superman-kappe på, og så er der jo ikke langt fra tanke til handling – og alligevel får Villads skældud, når han forsøger at flyve ud ad vinduet..

Villads fra Valby er en slags moderne Emil fra Lønneberg. Der er måske ikke meget Lønneberg over Valby, men til gengæld er der meget Emil over Villads. For han vil bare gøre, hvad der føles helt rigtigt at gøre både for sig selv og andre, Villads følger i den grad sin lyst, sin intuition og sin mavefornemmelse – han behøver hverken coach eller terapeut til at hjælpe sig med at finde sine behov. Til gengæld han har kun undren til overs for voksnes logik.

Bogen er skrevet i en sjov og underfundig tone, og er illustreret fint med tegninger af Dina Gellert. Hvis man kan lide Kim Fupz Aakesons bøger om Vitello, vil man også hygge sig med Villads.

Hjemme hos os er vi VILDE med Villads, både som mp3 og som godnatlæsning.

Anne Sofie Hammer: Villads fra Valby. Illustreret af Dina Gellert. Høst, 2009, 120 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (10 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. […] dem, som ved lige præcis hvordan det er at være startet i 0. klasse. Den første bog om Villads, Villads fra Valby, var nomineret til Orla-prisen 2010, og det er dejligt med en veloplagt efterfølger, der, som den […]