Anne Pedersen: Tatovørens søn
Emner: dansk, fantastiske fortællinger, fra 10 år, magisk realisme, noveller • Se alle anmeldelser af: Anne Pedersen • • 3. maj, 2009Små sære historier om helt almindelige ting
Tatovørens søn mødte en masse spændende mennesker, fordi han rejste en masse, og det er jo sådan, at når man møder mennesker, så møder man historier!
Sådan er udgangspunktet for denne samling af små fortællinger, som strækker sig i mange retninger. Der er noget for en hver smag. Jeg sværger!
Personligt blev jeg ret chokeret over historien om kokken, der pludselig opdager, at grøntsager har følelser og mærker smerte. Jeg havde selv en mistanke om, at det forholdt sig sådan. Men heldigvis taler grøntsager ikke til mig, så jeg vil blive ved med at spise min blomkål.
Mere foruroliget blev jeg med historien om de griske og afstumpede sømænd der beslutter sig for at konservere havfuer og sælge det som sardiner på dåse. Det kan man da ikke!
En knugen om hjertet fik jeg, da jeg læste om dekoratøren, der forelsker sig i en mannequindukke og endda lader den flytte ind og tager den med på ferie til Gardasøen.
Historien om en sandbunke, der flytter sig mellem to gode naboer, og som ender med at skille dem ad, har nærmest bibelske paraller. Penge kan korrumpere moral og venskab i et snuptag.
Der er også en historie om en rengøringskone, som kommer til at støvsuge alle ord i det danske sprog, en om en død rocker i en bus og en om en ræv, men den forstod jeg slet ikke, og det gjorde mig lidt skuffet, fordi lige den historie hed: Kender du det?
Tatovørens søn er ikke en bog for børn men for mennesker.
Historierne er alle fortalt i en fortrolig tone og vrøvler og vrikker, mens man læser dem. De fortæller om længsler, døden, angst, ensomhed og kærlighed. Der er plads til det hele, og der er plads til læseren – eller lytteren, hvis man nu er så heldig at dele oplevelsen sammen med en anden.
Når en historie er frisk, fabulerende og fuld af fantasi, får jeg en mærkelig fornemmelse af, at ordene flytter plads, når man har lukket bogen, og at man derfor, næste gang man åbner bogen, vil møde nye historier. Lige sådan har jeg det med Tatovørens søn.
Anne Pedersen: Tatovørens søn. Omslag: Anne Pedersen. Alma, 2007, 86 sider.