Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Angie Sage: Qurér

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Angie SageUdskriv anmeldelsen • 4. december, 2009

qurer4. bind i fortællingen om Septimus Heap.

Septimus og Jenna undslap fangeskab i fortiden. Men deres bror Nicko og vennen Snorri var ikke så heldige. Så da de hører om en mulighed for at redde broren og vennen, griber de chancen med begge hænder.
Men mørke kræfter har samlet sig, og snart bliver Septimus sendt på en Qurérfærd. En farlig opgave, som ingen anden troldmandslærling endnu er vendt tilbage fra. Men Jenna og Septimus er ikke hvemsomhelst, og de vil ikke lade noget stå i vejen for deres redningsforsøg, så allieret med vennen Beetle begiver de sig ud i det ukendte.

Septimus og Jenna hører, at Nicko og Snorri måske har søgt tilflugt i Foryxernes hus og dermed er fanget i en tidslomme. De beslutter sig modigt at befri dem. Men hvordan skal de finde huset, når det eneste kort, som viser vejen, er beskadiget, og Septimus tilmed udvælges til den farlige Qurérfærd?
De beslutter at vove forsøget og får følgeskab af vennen Beetle, som uden at blinke følger dem ud i ødemarken.
Rejsen bliver farefuld, for ondskaben arbejder for at få bugt med dem. Men heldigvis er de snarrådige, og gode kræfter arbejder lige så ihærdigt på at hjælpe dem, som ondskaben arbejder for at udslette dem.

Det fjerde bind om Septimus Heap er både spændende, morsomt og en smule uhyggeligt. Angie Sage er bestemt ikke bleg for at vise menneskets mest mørke sider og de grusomme ting, vi gør af misundelse, grådighed, magtbegær og ren og skær egoisme. Heldigvis viser hun også, hvordan venskab, kærlighed og sammenhold kan overvinde vanskeligheder.
Skrivestilen er som i de andre bind let og flydende, og historien glider smukt af sted med en fantastisk sammenblanding af åndeløs spænding og nådige små åndehuller, hvor hovedpersonerne (og læseren) kan få vejret igen.
Bogen er en rørende blanding af dystert mørke og befriende humor. Personerne er troværdige, og man tøver ikke med at investere følelser og tanker i dem. De er ikke overnaturlige helte, som uden angst og bævren vandrer mod opgøret med ondskaben. De er tværtimod levende personer, som fulde af skræk trodser mørket, ikke så meget fordi det er moralsk rigtigt, men mere for at redde dem, de elsker. Det er bevæggrunde, man nemt kan sætte sig ind i, og det gør, at man hepper på dem, til man næsten er hæs.
Jeg venter i spænding på næste bind i serien og har allerede afsat dette bind til en ven, som utåldmodigt ånder mig i nakken som en ekstra (unødvendig) opmuntring til at få bogen læst så hurtigt som muligt.

Angie Sage: Qurér (Septimus Heap ; 4). Oversat af Erik Egholm. Omslag: Narayana Press. Gyldendal, 2009, 602 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.