Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Anders Morgenthaler: Dyrefabler – ting på hovedet!

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Anders MorgenthalerUdskriv anmeldelsen • 17. december, 2008

morgenfabler.jpgMorgenthaler fortæller om dyr, som i bogstaveligste forstand har ting på og i hovedet!

Anders Morgenthaler er kendt som den ene halvdel af Wulffmorgenthaler, han er filminstruktør, forfatter og meget andet. I foråret lavede han en række film for småbørn og figurene fra filmen gik igen i bogen Carsten og Gittes bedste historier . Han har også tidligere udgivet dyrefabler. I denne samling er udgangspunktet for historierne “ting på hovedet”, og det kommer der fantastiske historier ud af.  Her er fortællingen om egernet John, som ikke var superkvik men han var heller ikke totalt tabt bag en vogn. John er meget alene med sig selv og sine nødder, men pga. en flue får han ikke bare en gedde på hovedet, men også en fugl og et andet egern, som begge hedder Sonja. Med så mange forskellige dyr på hovedet, bliver man nødt til at fokusere på andre ting end nødder og få øjnene op for glæden ved at dele sit liv med andre. Her er også historien om den hjælpsomme hund Anker, som hænger øverst oppe på køleskabet, fordi hans tunge er frosset fast på fryseren; en ulykkelig situation, som fører en masse med sig, bl.a. brand men lykkeligvis også en rejse gennem 11 lande.. Vi hører også om strudsen Torsten, som går grueligt meget igennem på grund af en kombination af hukommelsestab og verdens længste snotter; en enorm bussemand, som lykkeligvis ender med at føre ham hjem, der, hvor han havde glemt, han hørte hjemme.

Morgenthalers fabler kan ved første øjekast synes som en samling fjollede historier om skøre dyr med sære navne, og det er da også en del af det morsomme ved historierne. Men de er mere end det, heldigvis. Her er snørklede veje til underfundige pointer og triste kendsgerninger som Morgenthaler serverer så fint, fx den at det ofte er svært at overvinde sig til tale med nogen, der har mistet én, de elskede højt: Lille Michelle Elba, en flodhesteunge, har mistet sin mor og bruger nu al sin tid på at finde ud af, hvordan hun kan komme op til skyerne for at finde hende igen. Flodheste kan jo som bekendt ikke flyve, men hvis de nu bruger hovedet – og enden – så kan det være, de finder ud af det alligevel, når nu ønsket er stort nok.. Forfatteren har selv illustreret med humoristiske tegninger.
Der følger en CD med bogen, hvor Morgenthaler selv med behagelig stemme læser sine fabler op, men jeg synes man bør unde sig selv den store oplevelse, det er, at læse dem højt sig selv og sin familie. Især er det fantastisk at læse op, når man fx bliver tvunget til at tale som en fisk, der har et egernhoved i munden (øv evt med en knytnæve først..).

Anders Morgenthaler: Dyrefabler. Ting på hovedet! Carlsen, 2008. 110 sider. Pris kr. 199,00

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.